Debat

Sexisme skaber også økonomisk ulighed i musikbranchen

Sexisme skaber også økonomisk ulighed i musikbranchen
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 15. juni 2024

Af Mille Skjold Madsen

 

Knap har vi sluppet samtalen om Den sorte svane før en ny skandale ruller over skærmen. For i dag er DR-dokumentaren om sexisme i musikbranchen udkommet.

En branche, hvor det er svært at bryde igennem som kvinde og et “næsten altoverskyggende fokus på alder, udseende og fuckability,” som kvinder fra musikbranchen siger.

 

Kønsubalancen i den danske musikbranche er efterhånden velkendt og veldokumenteret. For mens piger er i overtal på lanets musikskoler, så er kun 10 % af den samlede udbetaling af rettighedsmidler fra Koda 2021 endt hos kvindelige kunstnere.

 

Det viser en rapport fra 2022, hvor DR og Bandakademiet har interviewet 75 kvindelige, danske kunstnere og musikbranchefolk om deres oplevelser og erfaringer med sexisme og kønsforskelle igennem deres musikalske opvækst og karriere.

 

Vi hører oftest om succeshistorierne i medierne, når en kvindelig sangerinde klarer sig godt. Særligt her de sidste år har fx. sangerinden Taylor Swift utrolig meget i medierne omkring, hvordan hendes koncerter driver landes BNP op, og at hun ikke  kun er et musikalsk geni, men også et økonomisk et af slagsen. Med hendes Era Tour, som nu er nået til Edinburgh, har det sat hende formue en del over en milliard kroner.

 

Men en historie om en succesfuld sangerinde med en milliardformue er lige så mystisk som en enhjørning, og det er ofte mere sandsynligt, at kvinder bliver forbigået, fordi de er – nå ja kvinder.

For flere kvinder end mænd bliver negativt forskelsbehandlet i betalingen for deres musik. Det viser rapporten “Hvorfor er der så få kvinder i musik?” 16 % af kvinderne  i rapporten oplever at få mindre betaling for deres musik end kolleger, de kan sammenligne sig med. Det samme gælder kun for 8 % af mændene.

 

Det er særligt kvinder i alderen 30 til 49 år, som oplever negativ forskelsbehandling i forhold til betalingen af deres musik.

I undersøgelsen er der flere kvinder, der også fortæller, hvordan deres køn har en negativ betydning for deres forhandlingsposition.

Og hvorfor er økonomien så vigtig, når nu DR-dokumentaren handler om sexisme i musikbranchen?

 

Jo, for når man siger “hvorfor råbte kvinderne ikke højt om oplevelserne, da det skete?”

Så skyldes det nok, at 9 ud af 10 af musikbranchens gatekeepere i Danmark er mænd, og at det har afgørende negativ betydning for kvinders karrieremuligheder.

Gatekeepere i branchen er fx dem, der har magt til at afgøre, hvem der får aftaler med pladeselskaberne, hvad der bliver spillet i radioen, hvem der bliver booket til festivaler, hvilke sange der får en plads på streamingplaylister, mv. Og det er jo med til at fastholde kvinder i en umulig position i musikbranchen, hvor hvis de råber op, så mister de måske deres karriere.

 

Læg dertil også fokus på at være “fuckable” som synes at være et succeskriterie, når man læser rapporter og ser dokumentaren. Det sætter bl.a. sangerinde Pernille Rosendahl fokus på i dokumentaren, hvor hun fortæller, at bandet Swan Lee i starten af karrieren havde investeret mange penge i at udgive deres musik, og derfor følte hun også et pres til at gøre noget, hun ikke har lyst til for at skabe opmærksomhed omkring bandet. Som at være nøgen på forsiden af Gaffa.

 

“…jeg har været med til at indløse den aktie, men det gør mig bare ondt at kigge tilbage på i dag…det er problematisk, at det (red. nøgenhed) overhovedet er en valuta,” siger hun i dokumentaren.

 

Der vil uden tvivl være meget snak om dokumentaren den næste tid, og man kan håbe, at det strækker sig længere end kun at have fokus på én mands ugerninger, men også på, at eksemplet viser et strukturelt problem, hvor det kræver et fælles løft fra alle fronter for at gøre op med kulturen.

 

Og det starter nok ikke med, at vi ikke skriver på Facebook, at det var “en anden tid”, “må man nu heller ikke flirte længere?” eller “så får de kvinder også lidt opmærksomhed.”

Kommentar: Jeg forstår godt, hvorfor flere yngre kvinder ikke vil have børn

Læs også: Kommentar: Jeg forstår godt, hvorfor flere yngre kvinder ikke vil have børn