I går blev Mia Wagner udnævnt som den nye Digitaliserings- og Ligestillingsminister og ved første øjekast kunne det godt virke som et valg, der kommer til at betyde reel forandring på ligestillingsområdet.
Mia Wagner kommer med en stor erfaring fra erhvervslivet, hvor hun som investor især har arbejdet for bedre forhold for kvindelige iværksættere. Med hendes passion for netop ligestilling kan vi jo håbe på, at det betyder reelle forandringer, og hun har også tidligere givet sine meninger om, hvordan vi skal komme tættere på ligestilling, bl.a. ved kønskvoter i bestyrelser og ledelser.
En holdning, som Venstre ikke deler.
Derfor kan det også undre, at hun netop har valgt at melde sig ind i Venstre, og på spørgsmålet om hun stadig går ind for kønskvoter, så sagde hun i går til pressen:
“Jeg bakker op om den linje, der er lagt.”
Det lyder jo som et farvel til kønskvoter for Mia Wagner, og jeg er spændt på at høre, hvordan hun så tænker, at ligestillingsudfordringerne så skal løses.
Tidligere har Mia Wagner selv udtalt, at hun ikke synes, at kvinder skulle gå hjemme med børnene. “Din verden bliver mindre, og du har mindre at give videre til dine børn,” forklarede hun i en Berlingske-artikel tidligere i år.
Jeg håber ikke, hendes ministertid kun bliver et ensidigt fokus på at få flere kvinder til at arbejde mere, så vi kan blive rigere på penge – og på den måde mindske løngabet.
Det er selvfølgelig godt for statskassen, og regeringen har jo allerede prøvet at påvirke de offentlige ansatte indenfor social- og sundhedsområdet med en større løncheck mod at arbejde mere – men indtil videre virker det ikke til at have haft den ønskede effekt. Danskerne vil nemlig ikke tjene flere penge, for tid er efterhånden blevet den mest værdifulde valuta vi har.
Det tænker jeg egentlig også, at Mia Wagner godt ved, da hun selv blev så syg med stress for 10 år siden, at hun blev sygemeldt i 8 måneder.
Tag ikke fejl.
Jeg synes absolut vi skal få flere kvinder i topposter og bestyrelseslokaler, og vi skal uden tvivl mindske løngabet mellem mænd og kvinder. Men mens vi gør det, så skal vi også have fokus på, at når kvinder begynder at træde mere ind på områder, der historisk set har tilhørt mænd, så skal vi også bare lige huske at spørge: Hvem skal så tage det ulønnede omsorgsarbejde i hjemmet? Hvem skal passe børnene?
For ja, der er langt flere kvinder på deltid end mænd, men det er jo fordi kvinder også har 9 fuldtidsugers ulønnet husholdningsarbejde mere om året, der skal passes. Og undersøgelser fra USA viser, at selvom kvinder kommer højere op på karrierestigen, så tager de stadig samme mængde ulønnet husholdnings- og omsorgsarbejde derhjemme.
For hvis kvinderne skal mere, skal mændene så mindre? Eller bliver ligestilling en fortælling som (også) skal passe ind i Kaare Dybvads plan for at få os til at holde hovedet højt, når vi henter endnu senere fra børnehaven – nu i ligestillingens tegn?
Jeg håber det ikke.
Det er selvfølgelig alt sammen løse tanker for egen regning, men jeg håber virkelig, at den nye ligestillingsminister bliver en, som tager sig tid til at se de mange nuancer i ligestillingsdebatten og tør være modig, selvom partiet og regeringen har en anden. Forandringer skabes ikke ved at rette ind, men ved at råbe op.