“Ligestilling må ikke være en kampplads mellem kvinder og mænd”. Det skriver ligestillingsministeren Marie Bjerre i en ny handleplan for ligestillingen i Danmark.
Hun skriver i forordet: “I Danmark er vi nået langt, når det kommer til ligestilling. Men vi står også på mange måder i en brydningstid. Nogle synes, der sker alt for lidt. Andre oplever, at ligestillingen løber derudaf og fra dem. Fx mener godt hver fjerde af de 35-49 årige mænd, at ligestillingen er gået for vidt. Det er samtidig med, at over 70 % af alle kvinder mener, at ligestillingen halter.”
Der går 133 år før vi får økonomisk ligestilling i Danmark, så det er beskæmmende, at så mange synes det er gået for vidt, når vi slet ikke er nået i mål endnu. For kvindernes kampdag er ikke et slag, der skal stå på en kampplads, hvor vi efter at have “sejret os ihjel” kan plante et flag på modpartens udbombede skyttegrav.
Men når man læser meninger i mediebilledet om at kvinder har sejret sig selv ihjel, en 23–årig mandlig Tiktoker som promoverer et kvindesyn fra Middelalderen og undersøgelser, der viser, at danske skoledrenge går mindre ind for ligestilling end tidligere, så er det bekymrende. For hvordan kan vi løfte kvinder i flok, hvis nogle er bange for, at det betyder deres undergang?
Jeg tror nogle af de mænd har misforstået noget. For det er ikke kun kvinder, der “vinder” ved ligestilling. Det gør vi alle. Så i stedet for at bruge tid på kamppladsen, så ville tiden være bedre brugt på at finde ud af, hvordan vi kunne komme tættere på ligestilling sammen. For der er stadig lang vej igen.
Løngabet er kun faldet fra 12,3 % i 2021 til 12,2 % i 2022 og antallet af mænd over 50 år, som sidder på lederposter, har været stigende siden 2010.
En ny undersøgelse viser også, at den største barriere for at blive leder eller blandt dem, der tjener mest, er at være kvinde. Samtidig er det stadig kvinder, som tager den største del af barslen, oftest går på deltid, tager flest fraværsdage i forbindelse med barnets sygdom og står for husholdningen i hjemmet. Det har en indvirkning på vores løn, pension og karriere.
Løsningen virker jo derfor simpel. Vi kunne “sejre os selv ihjel”, hvis vi stoppede med at få børn og stoppede med at lave omsorgsarbejde, men i stedet fokuserede på at gøre karriere, sætte os på alle topposterne og tjene en masse penge. Vi ville uden tvivl blive rigere, men samfundet ville blive fattigere.
Kigger vi mod udlandet, så har USA et stort problem med fødselsraten, som er nedadgående. En undersøgelse fra Pew Research i 2021 viste, at omkring 44 % af barnløse voksne i alderen 18-49 år sagde, at de ikke var tilbøjelige til eller slet ikke ville have børn.
En kraftig stigning fra de 37 %, der sagde det samme i 2018, og det kan jo i sidste ende have betydning for et lands økonomi, når der ikke fødes det samme antal skatteborgere. Læg dertil, at den årlige værdi af det ulønnede husholdnings- og omsorgsarbejde, som bliver udført verden over har en værdi af 10,8 billioner dollars. Det er tre gange værdien af den globale tech-industri.
Desværre er det ikke gået op for samfundet, hvilken værdi kvinder skaber, for hvis de vidste det, så ville Mental Load og barsel også være en del af BNP’en i Danmark.
Værdien af kvinders ulønnede arbejde og barsel er noget vi også bliver nødt til at forholde os til som samfund, for ellers risikerer vi at miste det, som netop skaber værdi i samfundet.
Løsningen skal ikke findes i, at kvinder “skal blive ligesom mændene”, men vi skal heller ikke beholde status quo, hvor kvinder er 133 år fra at være økonomisk ligestillet med mænd. Jeg tænker heller ikke, at mænd ville sidde på hænderne, hvis de tjente 12,2 % mindre end os?
Marie Bjerre peger i sin handleplan på initiativer som fx EU-løndirektivet der vil kræve løngennemsigtighed for virksomheder, der har et stort løngab mellem mandlige og kvindelige ansatte og krav om mere diversitet i ledelsen i børsnoterede selskaber.
For når samfundet ikke kan skabe forandringer selv, så bliver de nødt til at blive indført med lov. Det er jo også det man historisk set har oplevet virkningsfuldt, men det kan jo også være med til at gøre kamppladsen mere sprængfyldt, for dem, som allerede synes der er for meget ligestilling.
Men selvom det til tider farer afsted med tungt artilleri af misogynitiske ord fra den anden skyttegrav, så vil jeg ikke opfordre til at gå i krig på kamppladsen.
I stedet skal vi kalde til en revolution. Det behøver ikke være en revolution på gaden med bannere. Det kan være en revolution i os hver især, hvor vi bliver ved med at stå fast på vores ret til at være i rummet.
Vi må godt fylde.
Vi må godt kræve, at samfundet sætter pris på os.
Det betyder ikke, at vi bekriger det andet køn. Det betyder bare, at vi tager den plads i rummet, som vi skulle have haft til at starte med – og det kan vi alle kun blive rigere af.
Glædelig 8. marts!
Kærlig hilsen
Mille Skjold Madsen
Redaktør Økonomista