Bolig

Øget interesse for boligkøb i størstedelen af landets kommuner

Interessen for at købe ejerbolig blandt danskerne er vokset i tre ud af fire kommuner. I årets tredje kvartal blev der givet 13 procent flere boligkøbs-lån sammenlignet med samme periode sidste år, ifølge de nyeste tal fra Finans Danmark.

Øget interesse for boligkøb i størstedelen af landets kommuner
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 20. oktober 2024

I løbet af tredje kvartal optog danskerne næsten 13.700 realkreditlån til køb af ejerboliger, hvilket er en stigning på 13 procent i forhold til samme kvartal i 2023. Samtidig er antallet af lån til boligkøb steget med hele 63 procent siden første kvartal i år. Det skriver Finans Danmark.

”Sommeren er normalt højsæson for boligmarkedet. Vi oplever typisk, at interessen for boligkøb stiger i løbet af året og topper i starten af sommeren. I år har vi dog set, at interessen for boligkøb er fortsat ind i tredje kvartal. Denne stigende interesse kan delvist tilskrives den økonomiske udvikling, vi har set på det seneste,” siger Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.

Fremgang i tre ud af fire af landets kommuner

I tredje kvartal har 73 ud af landets 98 kommuner oplevet flere realkreditlån til boligkøb sammenlignet med samme periode sidste år. Lejre Kommune skiller sig især ud med den største vækst, hvor antallet af boligkøbslån næsten er fordoblet siden tredje kvartal 2023. Omvendt har Tårnby Kommune set den største nedgang med 31 procent færre boligkøbs-lån end året før.

”Vi har set en stigende interesse for boligkøb i tre ud af fire kommuner i forhold til tredje kvartal 2023. Det sker på trods af, at vi har set stigende udbudspriser mange steder i landet,” fortæller Peter Jayaswal, og tilføjer 

”Den stigende interesse, på trods af de stigende udbudspriser, kan blandt andet forklares ved, at det går godt for den danske økonomi. De seneste økonomiske rapporter viser, at Danmark er i en højkonjunktur, og vi har et stærkt arbejdsmarked. Inflationen er afdæmpet, og renten er faldet. Og når det går godt for den danske økonomi, går det oftest også godt for de danske familier. Mange af de danske familier har på det seneste fået flere penge mellem hænderne og dermed også en større mulighed for at købe deres næste drømmebolig,” siger Peter Jayaswal.

De fem største stigninger 

  1. Lejre 98 % 
  2. Herlev 79 % 
  3. Randers 51 % 
  4. Lolland 49 % 
  5. Rebild 46 % 

De fem største fald 

  1. Tårnby – 31 % 
  2. Vallensbæk – 26 % 
  3. Ballerup – 24 %
  4. Brøndby – 21 % 
  5. Viborg – 21 %

Kilde: Finans Danmark

Hvor meget kan du tåle, at din boligrente stiger? Så mange kan ikke svare på spørgsmålet

Læs også: Hvor meget kan du tåle, at din boligrente stiger? Så mange kan ikke svare på spørgsmålet