ArtiklerMor og far som udlejere: Er forældrekøb en god idé – eller en dyr drøm?
Forældrekøb kan sikre dit barn et sted at bo under studierne, men er det også en smart økonomisk beslutning? Det fortæller boligøkonom Birgit Daetz.
Sommeren nærmer sig, og mens studenterhuerne ligger klar, spirer én bestemt tanke i mange forældres baghoved: Hvor skal vores unge bo, når de flytter hjemmefra for at studere? Svaret for flere kan blive et forældrekøb.
Men er det egentlig en god idé?
Ifølge Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, er det både en mulighed og en risiko.
”Med et forældrekøb kan man sikre sit barn et sted at bo. Men man skal overveje, om der er en risiko for, at barnet vælger at droppe ud af studiet eller ikke ønsker at bo i boligen i minimum nogle år, for ellers stiger risikoen for at tabe penge på købet,” siger Birgit Daetz. Hun understreger, at jo længere tid barnet bliver boende, jo større er sandsynligheden for, at priserne stiger, og at man vil kunne sælge boligen igen uden tab.
Små boliger, store beslutninger
Et forældrekøb foregår typisk sådan, at en eller begge forældre køber en bolig og udlejer den til deres barn. Det handler sjældent om at blive udlejer på fuldtid – det handler om at hjælpe sine børn godt fra start.
Ved udgangen af 2023 var der ifølge Danmarks Statistik 27.400 forældrekøbte boliger, og i dem boede hele 53.700 personer. Og selvom mange måske tænker små lejligheder i brokvartererne, så tæller forældrekøb også en god portion huse. Faktisk er 39 procent af boligerne enfamilieshuse, mens 61 procent er ejerlejligheder.
Men fælles for begge typer er, at de er små. Lejlighederne er typisk under 75 m² og husene under 125 m² – og det er der en god grund til.
”Der er ingen tvivl om, at det er en fordel for de studerende at bo i et forældrekøb, men det er jo forældrene, der står med udgiften til købet og finansieringen af boligen. Selvom forældrene får en indtægt i form af husleje, vil det for de fleste stadig være en stor økonomisk overvejelse, så det er klart, at de går efter de små – og dermed billigere – boliger,” siger Birgit Daetz.
Hvor køber forældrene – og hvem bor der?
Hvis du gætter på København og Aarhus, har du helt ret. København står alene for 43 procent af alle forældrekøbte ejerlejligheder, mens Aarhus tager 17 procent. Huse bliver derimod forældrekøbt uden for de store byer – hele 89 procent ligger uden for de fire største studiebyer.
Dem, der flytter ind? Typisk unge mellem 20 og 29 år, som er i gang med en uddannelse. Og hvem køber? Det er oftest forældre i alderen 50-59 år – og med pæne lønninger.
Det lyder smart – men tjek reglerne først
Selvom det kan virke som en smart løsning, er der også skattemæssige forhold, man skal have styr på. Udlejning er en indtægt, og det betyder, at man skal sætte sig grundigt ind i reglerne, før man kaster sig ud i boligkøbet med hjertet forrest.