Personlig økonomi

Minimalisme: Sig farvel til dine ting og bliv rigere

Minimalisme: Sig farvel til dine ting og bliv rigere
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 1. oktober 2023

Siden 2014 har Jane Ibsen Piper guidet sine læsere til et liv med mindre rod og mere lykke på sin blog Project Handmade. Jane lever en minimalistisk livsstil, som for hende lever op til hendes ideologier om genbrug, bæredygtighed og forbrug.


Af Stine Kjærside

Man kan ikke se det sådan lige umiddelbart, når man træder ind i 39-årige Jane Ibsen Pipers hjem i København. På overfladen ligner hjemmet de fleste andres, måske med lidt ekstra strikkeprojekter hist og her som er hendes store interesse. 

Men man kan ikke se, at nogle af skufferne faktisk er tomme. Og at det meste af tøjet i skabet er købt brugt. Og at der formentlig er mindre, end der er i de fleste danskeres tøjskabe. Og at det faktisk er helt med vilje.

Jane Ibsen Piper er nemlig minimalist, og det betyder blandt andet, at hun kun ejer ting, der giver hende værdi eller har et praktisk formål. Væk med alle plastiktingene fra Kina, bøgerne, der aldrig bliver læst, kjolerne, der aldrig når at få prisskiltet af. Kun det væsentlige bliver tilbage. Og hvad der sker med det, kommer vi lige tilbage til senere. 

109693437 723107265119769 3292081198886764159 n

Overflod

“Vi havde bare så mange ting,” siger Jane Ibsen Piper om den lejlighed hun boede i på Østerbro sammen med sin kæreste og to børn. 

Dengang var hun en ganske almindelig forbruger som så mange andre. Hun har aldrig været typen, der gik fuldstændig amok i et storcenter med et glødende dankort, men:

“Jeg vaneshoppede. Når jeg var ude med en veninde, der skulle købe noget, så røg der tit også to bluser i forskellige farver i min egen kurv, selvom jeg egentlig ikke havde brug for dem. Jeg tænkte ikke som sådan over det”, siger Jane Ibsen Piper.

Men da hun stod klar med flyttekasserne, og familien skulle rykke til deres nybyggede rækkehus, så blev det klart, at mængden af ting var akkumuleret gennem årene. Væsentligt.  

“Har vi virkelig brug for alt det, kunne jeg spørge mig selv. Og det havde vi jo ikke,” husker Jane Ibsen Piper. 

Hun var træt af rod og træt af overflod. Ting i massevis blev doneret, solgt eller smidt ud, da familien rykkede, men Jane fortsatte med oprydningen i sine egne ting. I mellemtiden havde hun nemlig også opdaget de to bloggere bag den amerikanske blog The Minimalists. Joshua Fields Millburn og Ryan Nicodemus lever selv en minimalistisk livsstil, der har gjort dem i stand til at blive gældfrie og bruge deres liv på det, de synes er vigtigt, og som giver dem værdi. En tankegang Jane kunne nikke genkendende til. 

“Det var jo ikke vigtigt for mig at have dyre tallerkner eller en flot bil. Det var vigtigt for mig at kunne være sammen med min familie og leve på en måde, der gjorde mig glad,” siger Jane Ibsen Piper.

Købestop

Det viste sig dog hurtigt, at tingene blev ved med at snige sig ind. For selvom Jane Ibsen Piper havde været grundig i sin oprydning, så var det ikke helt nok. 

“Jeg vaneshoppede stadig,” forklarer Jane.

Derfor besluttede hun sig for at indføre købestop i 2014. I et helt år ville hun ikke købe noget nyt, og hun begyndte at strikke tøj selv, som hun delte på sin dengang nyoprettede blog. 

“Og købestoppet har vi sådan set stadig. Nu køber vi bare først og fremmest brugt, når der skal købes nyt, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så kigger vi efter noget fra ny,” siger Jane Ibsen Piper.

Et liv med færre ting, mere bæredygtighed og fokus på det, der er vigtigt, har givet Jane Ibsen Piper og hendes familie en væsentlig anderledes hverdag end de fleste. Jane og hendes mand sparer eksempelvis hver måned halvdelen af deres løn op og investerer dem i aktier – for de har ikke selv brug for pengene lige nu, nu de har skåret deres forbrug så heftigt ned. Det betyder, at de har større økonomisk frihed end de fleste, og for eksempel vil kunne gå på pension et godt stykke tid før de fleste eller tage fri i længere eller kortere tid. Det betyder også, at de har mindre travlt og føler sig mindre stressede end de fleste danske børnefamilier. For der er mindre rod, og de er gode til at sortere i, hvad der er vigtigt for dem, og hvad der ikke er.

Og tingene, der stadig er i deres hjem?

“Når man finder sit ”nok” og kun har yndlingsting, så får man mindre lyst til at købe ”nyt, bedre og mere”. Man finder ud af, at man sagtens kan nøjes. Og så bliver der pludselig plads til de ting, der rent faktisk betyder noget,” siger Jane Ibsen Piper.

 

Kom selv i gang med minimalisme: 

Jane Ibsen Piper kommer her med tre gode råd til dig, hvis du selv vil leve et mere minimalistisk liv

  1. Find dit ”hvorfor” – det er nemmere at ændre dine vaner, når du har en stærk grund
  2. Sig nej tak – stop med at tage nye ting ind i dit hjem og hold købestop i en periode
  3. Ryd op og ryd ud. Gå hele dit hjem igennem, et område/kategori ad gangen og bliv helt færdig, før du bevæger dig videre. På den måde bliver hjernen glad, for det skaber en følelse af fremdrift og momentum.

 

Det skal du altid gøre, når du ser et tilbud på nettet 

Læs også: Det skal du altid gøre, når du ser et tilbud på nettet 

Personlig økonomi

Se flere artikler