ArtiklerKapitalismen stempler ind i præsidentvalget: Elon Musk giver 1 million dollars hver dag til en heldig republikaner
Den amerikanske præsidentvalgkamp er i fuld gang, og Donald Trump nøjes ikke kun med at servere burgere gennem McDonald’s drive-thru. Han har også fået en milliardær til at afholde et dagligt lotteri.
Forestil dig, at der var folketingsvalg i Danmark. Hver dag i valgkampen kunne du være heldig at vinde en million kroner. Præmien ville være doneret af en af Danmarks milliardærer. Den eneste hage var, at du skulle være medlem af et bestemt parti.
Det lyder vildt, men det er ikke desto mindre, hvad der udspiller sig på den anden side af Atlanten.
Her er Tesla- og SpaceX-stifter Elon Musk i gang med at vise sin støtte til Donald Trumps præsidentkampagne ved at annoncere en gevinst på en million dollars til en heldig republikaner hver dag frem til valget i november.
For at vinde præmien skal deltagerne underskrive en online underskriftsindsamling, den såkaldte “America PAC,” som bl.a. har fokus på retten til ytre sig frit og retten til at bære våben – begge centrale punkter i det republikanske partiprogram.
Måske ikke lovligt
Denne store donation har imidlertid rejst spørgsmål om lovligheden af Elon Musks handlinger. Ifølge amerikansk lovgivning er det ulovligt at give økonomiske incitamenter til vælgere for at påvirke deres stemme eller registrering som vælger.
Flere juridiske eksperter har udtalt, at Musks pengeuddelinger muligvis kan være i strid med amerikansk lovgivning, som forbyder at give vælgere penge med det formål at få dem til at stemme eller registrere sig. Man kan argumentere for, at nogle kunne blive motiverede til at stemme anderledes, hvis de vandt en million dollars.
Hvis Musk bliver fundet skyldig i denne type forseelse, kan det resultere i fængselsstraf.
Guvernøren i Pennsylvania, Josh Shapiro, har kaldt Musks strategi “dybt bekymrende” og har opfordret til, at lovhåndhævende myndigheder kigger nærmere på sagen.
Det reelle problem ligger i, hvorvidt Musk direkte belønner vælgere for at tilmelde sig eller stemme, hvilket i høj grad kan være problematisk set i lyset af amerikansk valgret.
Kan ende med valgsvindel
Musk har indtil videre doneret over 75 millioner kroner til PAC’en, som har til formål at mobilisere vælgere i svingstater som Pennsylvania, hvor Trump håber på at vinde vælgernes gunst. Musk har også antydet, at hvis Trump vinder valget, vil han blive udnævnt til at lede en kommission for effektivitet i regeringen.
Musk og hans tilhængere forsvarer handlingerne som en støtte til borgerrettigheder, men hvis det viser sig at være i strid med loven, kan det få alvorlige konsekvenser for præsidentkampagnen, hvis det bliver betragtet som valgsvindel.