Bolig

Kan fremtidens klima gøre danske sommerhuse til en god investering?

Kan fremtidens klima gøre danske sommerhuse til en god investering?
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 9. august 2024

Eksperter spår, at i år 2035 vil danskere ikke længere tage sydpå for at komme på ferie. Det vil tværtimod være sydeuropæerne, som kommer til Danmark for at komme væk fra varmen. Hvad vil det betyde for de danske sommerhuspriser? Det har vi spurgt Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker, om. 

 

Af Mille Skjold Madsen 

 

Da Shu-bi-Dua i 1982 udgav sangen “Costa Kalundborg” kan man jo nærmest tænke, at de forudsagde fremtiden. For som de sang:

Ta’ til Costa Kalundborg, hvor de slanke palmer står. Og svajer blidt for brisen, bag Jens Hansens bondegård” – så kunne det meget vel vise sig at være fremtiden. 

I hvert fald, hvis man læser Gangstedrapporten “Fremtidens ejendomsmarked efter den grønne omstilling” 2022. Rapporten vurderer, at i 2035 vil det ikke længere være danskerne som tager sydpå om sommeren, men derimod sydeuropæerne som kommer til Danmark for at komme væk fra varmen. 

Tal fra Danmarks Statistik viser også, at antallet af sydeuropæiske feriegæster i Danmark er steget kraftigt mellem 2014 og 2023. Antallet af franskmænd, som besøger Danmark er steget med 114 procent, spanske turister er steget med 108 procent og til sammenligning er antallet af alle udenlandske turister samlet set kun steget med 39 procent i samme periode. 

Med et varmere klima og turister, som skal have boliger at feriere i, så kunne det være nærliggende at tænke, at de danske sommerhuspriser kan tage et nøk opad i fremtiden. 

Den tanke er Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker, heller ikke afvisende overfor. 

“Jeg kan godt forestille mig, at flere danske og udenlandske turister pga. varmere vejr kan være med til at drive sommerhuspriserne op på sigt, men det er nok noget, der kan tage flere år, før det sætter sig bredt, så jeg ville ikke se det som en mulighed for en hurtig investeringsgevinst. Det vil i så fald skulle ske gennem muligheden for større lejeindtægter, for det er jo som udgangspunkt kun danskere, der kan købe sommerhuse i Danmark,” siger Jens Hjarsbech. 

Der er dog også et men. 

“I den anden retning trækker så, at udsigten til flere lejeindtægter kan sætte gang i øget byggeri af både sommerhuse, hoteller o.l. Det øgede udbud vil så holde priserne nede, og det er jo meget svært at spå om, hvor store de to modsatrettede effekter er,” siger Jens Hjarsbech, som derfor anbefaler, at man primært køber et sommerhus, fordi man gerne selv vil bruge det. 

 

Corona-effekten er ved at aftage 

 

Ifølge tal fra Finansdanmark er kvadratmeterprisen på sommerhuse i Danmark de sidste fire år steget med næsten 50 procent. Samtidig er udbuddet af sommerhuse halveret. Derfor kunne man måske tro, at der allerede er flere danskere, som har set en gylden investeringsmulighed, men stigningen skal nok nærmere tilskrives coronapandemien, hvor danskerne ikke kunne rejse ud. 


“Siden corona er priserne faldet igen i cirka halvdelen af kommunerne, så på kort sigt tror jeg mere på prisfald end prisstigninger. På markedet kan der stadig være stor afstand mellem de sælgere, der har købt under corona og fortrudt, og så de nuværende købere, der står over for markant højere renter end under coronaen. Men jeg tror nu heller ikke, vi kommer til at se store og brede fald, for beskæftigelsen stiger fortsat, og reallønnen det samme, så husholdningerne er ret robuste,” vurderer Jens Hjarsbech. 

Generelt har sommerhuspriserne mange steder i landet været noget sløve gennem årene, så hvis man spørger Jens Hjarsbech, så er der bedre investeringer at sætte sine penge i.  

“Når man laver en investering, så er der altid en risiko for at tabe penge, og det samme gælder ved sommerhuse, hvor man også skal indregne finansierings- og vedligeholdelsesomkostninger samt eventuelle lejeindtægter, som der jo også er ved at have et sommerhus,” slutter han. 

Dobbelt så mange kvinder som mænd ved ikke, hvilket boliglån de har

Læs også: Dobbelt så mange kvinder som mænd ved ikke, hvilket boliglån de har