Artikler

Jysk-butikkerne omsatte for over 40 milliarder sidste år

Selv om inflationen har gjort indhug i forbrugernes rådighedsbeløb og købelyst, så mærker man det ikke umiddelbart i Jysk-butikkerne.

Skiltning for Jysk butik
/ ritzau /
Af / ritzau / 28. november 2024

Boligindretningskæden har offentliggjort nogle af sine regnskabstal for det forgangne regnskabsår, der udløb 31. august.

Tallene viser, at omsætningen voksede med 7,6 procent til 41,4 milliarder kroner. Driftsresultatet voksede samtidig med 12 procent til 4,43 milliarder kroner.

Jysk har hen over det seneste år åbnet 137 butikker og driver nu mere end 3400 butikker i 48 lande.

Desuden er der investeret i to nye distributionscentre i henholdsvis Holland og Spanien.

Næste år følger blandt andet en åbning af kædens første butik uden for Europa i Casablanca i Marokko.

Det sker, på trods af at Jysks administrerende direktør, Rami Jensen, ser ind i et uforudsigeligt detailmarked, hvor driftsomkostningerne er steget som følge af de senere års inflation.

– Uforudsigelighed virker til at være den nye virkelighed for detailhandlen. Vi har et stærkt setup på tværs af Jysk til at håndtere dette. Vi fortsætter med at fokusere på vores langsigtede strategi for vækst og ekspansion, siger han i en pressemeddelelse.

Jysk har selv opgjort, at man har haft 11,9 millioner nye kunder i løbet af det seneste regnskabsår.

Jysk hed oprindeligt Jysk Sengetøjslager, og den første butik åbnede på Silkeborgvej i Aarhus i 1979.

Kæden er stiftet af den nu afdøde Lars Larsen, der blev kendt for at optræde i tv-reklamer for butikskæden – altid med et godt tilbud på en dyne, en hovedpude eller et sæt sengetøj.

Kæden åbnede sin første butik i udlandet i 1984. Siden fulgte Island, Norge og Sverige og en lang række andre lande.

/ritzau/

Ørsted sælger halvdelen af vindmøllepark i Taiwan for 11,6 milliarder

Læs også: Ørsted sælger halvdelen af vindmøllepark i Taiwan for 11,6 milliarder