ArtiklerInvesteringsplatform ramt af sikkerhedsbrud – brugere har fået adgang til andres konti
Nordnet er ramt af et stort sikkerhedsbrud, hvor brugere har fået adgang til andres konti. Selskabet har lukket appen og arbejder på at finde løsningen.
Nordnet, den skandinaviske investeringsplatform er tirsdag formiddag blevet ramt af et alvorligt sikkerhedsbrud.
Flere brugere har fået uautoriseret adgang til andre kunders konti via appen, hvilket har tvunget selskabet til at lukke appen for at forhindre yderligere problemer.
Jonas Melander, pressechef i Nordnet Danmark, bekræfter over for Ekstra Bladet, at de arbejder intensivt på at løse situationen.
“Vi er i gang med at undersøge sagen, og al adgang er nu låst. Vi tager alle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger,” siger han. På nuværende tidspunkt har de ikke et klart overblik over, hvad der er årsagen til fejlen, men Jonas Melander understreger, at situationen er uacceptabel. “Selvfølgelig er det noget, der ikke må ske, og det er selvfølgelig noget, vi beklager dybt,” tilføjer han.
Ifølge Ekstra Bladet har flere danske kunder ved selvsyn observeret, at de uden videre kunne få adgang til tilfældige svenskere konti blot ved at åbne appen. Dette har skabt stor bekymring blandt Nordnets over 500.000 danske kunder. Derudover har selskabets hjemmeside også været utilgængelig i forbindelse med problemet.
På Nordnets officielle Facebook-side har brugere rapporteret om login-problemer, og selskabet har bekræftet de tekniske vanskeligheder.
Nordnet har bekræftet over for Euroinvestor, at der ikke er tale om hacking, og tilføjer, at de stadig er i gang med at finde ud af, hvad der har forårsaget sikkerhedsbruddet.