ArtiklerInflationen stiger: Trump til Biden – “Det er din skyld!”
Inflationen i USA steg mere end forventet i januar, og det fik hurtigt Donald Trump til at rette skytset mod sin forgænger, Joe Biden.
Inflationen i USA steg til 3,0 procent i januar, op fra 2,9 procent måneden før. Det var højere end markedets forventninger, som lå på en uændret inflation på 2,9 procent. Det skriver Yahoo Finance.
Kort efter offentliggørelsen beskyldte Donald Trump sin forgænger, Joe Biden, for den stigende inflation – et emne, der stod centralt i Trumps valgkampagne sidste år.
På sit sociale medie, Truth Social, skrev Trump: “BIDEN INFLATION UP!”. Opslaget kom blot en time efter et andet indlæg, hvor han opfordrede til lavere renter.
“Renterne bør sænkes, det vil gå hånd i hånd med de kommende toldsatser!!!”, skrev han og tilføjede: “Let’s Rock and Roll, America!!!”.
Federal Reserve: Ingen hast med rentenedsættelser
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, deler dog ikke Trumps syn på renten. Formand Jerome Powell udtalte tirsdag, at der “ikke er grund til at skynde sig” med rentenedsættelser. De nye inflationstal gør det samtidig endnu mindre sandsynligt, at Fed vil sænke renterne foreløbig.