Artikler

Højere elpriser får os til at bruge mindre strøm

Danskerne holder stadig øje med elpriserne. Tal fra Andel Energi, viser, at danskerne satte elforbruget ned, da elpriserne i sidste uge ramte det højeste niveau nogensinde. I dag er elprisen nede på ca. 52 øre uden skatter og afgifter.

Højere elpriser får os til at bruge mindre strøm
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 18. december 2024

Sidste torsdag satte elpriserne prisrekord. I den dyreste time nåede prisen i Danmark helt op over 11 kroner per kilowatt-time – inklusive alle skatter, afgifter og tariffer. Det er den højeste elpris i Danmark nogensinde. Men selvom det kun var i en enkelt time, satte den ekstraordinært høje pris sit klare aftryk på hele torsdagens forbrug.

Hos Andel Energi, der med 1 mio. elkunder er Danmarks største energiselskab faldt privatkundernes samlede forbrug med over 4 % set over hele døgnet torsdag d. 12. december, når man sammenligner med forbruget torsdagen før. Et udsædvanligt stort fald.

En kvart million kunder tjekkede priser

”Kunderne er gode til at følge med i priserne. Men det er usædvanligt, at elpriserne påvirker forbruget, på det niveau, vi oplevede i torsdags. Prisen var selvfølgelig ekstraordinær høj i den ene time, hvor prisen toppede, og medieomtalen har formentlig også haft en effekt på forbruget. Men normalt er vi som elkunder meget fleksible og flytter vores forbrug til de billige timer. Vi er meget langt fra den tilstand, hvor elprisen var konstant høj, som vi så under energikrisen,” siger Jack Kristensen, funktionschef i Andel Energi.

De høje priser betyder også, at danskerne tjekker elpriserne oftere. Det kunne de i sidste uge mærke hos Andel Energi. Normalt har Andel Energi 300.000 aktive brugere på en måned i deres app, hvor man kan holde øje med elprisen. I torsdags hvor prisen ramte 11 kroner per kilowatt-time var der næsten en kvart million besøgende – alene på en dag. 

Novo-aktie brager op efter nye resultater fra vægttabsstudie

Læs også: Novo-aktie brager op efter nye resultater fra vægttabsstudie

Oftere lavere priser 

På dage med stor efterspørgsel og lav produktion af både sol- og vindenergi, stiger andelen af de dyrere energiformer som kul og atomkraft i det såkaldte energimix. Og det presser priserne opad.

”Det er heldigvis ekstremt sjældent, at elprisen stikker så meget af, som den gjorde i torsdags. Faktisk sker det markant oftere, at prisen rammer nul kroner eller ligefrem bliver negativ, når man fraregner skatter og afgifter. De generelt lavere priser skyldes først og fremmest, at vi både i Danmark og rundt om i Europa producerer stadig mere sol- og vindenergi, der presser priserne nedad,” forklarer Jack Kristensen.

”Hvis man ser bort fra elpriserne under energikrisen, så er der faktisk betydeligt flere timer i løbet af et år, hvor elprisen er billigere end 1 krone, end der er timer, hvor prisen er dyrere end 1 krone før skatter og afgifter. I dag onsdag er den gennemsnitlige elpris fx 52 øre set over hele døgnet. Jo mere fleksible vi er, jo lavere elregning får vi,” siger Jack Kristensen.

Gjensidige øger sin indtjening med en milliard norske kroner

Læs også: Gjensidige øger sin indtjening med en milliard norske kroner