ArtiklerGlobal aftale skal mindske skattesvindel med kryptoaktiver
Danmark er gået med i en ny global aftale om udveksling af oplysninger i forhold til handel med kryptoaktiver.
Aftalen betyder, at Danmark vil kunne udveksle oplysninger med over 60 lande.
– Det er afgørende, at danskere, der køber og sælger kryptoaktiver i Danmark og udlandet, betaler den skat, de skal, siger skatteminister Rasmus Stoklund (S) i en pressemeddelelse.
– Derfor er det et stort og positivt fremskridt for de danske skattemyndigheders administration og kontrol af området, at der nu med den globale aftale skabes langt bedre muligheder for at udveksle informationer om kryptoaktiver mellem landene.
Danmark har tiltrådt aftalen om udveksling af kryptooplysninger ved et møde i Paraguay i Global Forum, der hører under Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD).
Skattestyrelsen vil forventet fra 2027 kunne modtage oplysninger fra skattemyndighederne i en række lande uden for EU. Det kan handle om handel med kryptoaktiver, der er lavet af borgere og virksomheder fra Danmark.
I marts sidste år opgjorde Skattestyrelsen, at Danmark i 2022 havde sendt opkrævninger til borgere for cirka 66 millioner kroner, hvad angår handel med kryptovaluta som bitcoin.
– Det er helt åbenlyst vejen frem, siger Rasmus Stoklund.
– I en tid, hvor kryptoaktiver, e-penge og digitale transaktioner vokser på globalt plan, og hvor området for beskatning af kryptoaktiver generelt har en lav regelefterlevelse, skal skattemyndighederne selvfølgelig følge med, så de har de bedste forudsætninger for at udføre kontrol og sikre, at der bliver svaret den korrekte skat.
Udvekslingen af oplysningerne handler blandt andet om at kunne identificere, hvem der har købt kryptoaktiver og om oplysninger om køb og salg af disse.
/ritzau/