Artikler

Fra Sverige til Irak: Temu-varer på 7,5 måneders returrejse

Hvad sker der, når du returnerer varer til Temu? En undersøgelse afslører en returrejse på 7,5 måneder gennem flere kontinenter – og en overraskende slutdestination i Irak.

Fra Sverige til Irak: Temu-varer på 7,5 måneders returrejse
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 26. januar 2025

Det er billigt. Det er nemt. Det er de kinesiske webshops, der har taget landet med storm. På Temu kan du dreje lykkehjulet og få 70 % rabat på dine køb, og du kan få alt lige fra gardiner til bh’er, som i forvejen koster mindre end aftensmaden. 

Temu var i 2023 den mest downloadede shoppingapp på verdensplan, og fire ud af ti danske Temu-kunder handler mindst en gang om måneden hos Temu. Det viser tal fra Dansk Erhverv.

Returpakken endte i Irak

Men mens det er nemt at klikke en vare hjem, så er det returneringen ikke så ligetil. Aftonbladet har afsløret i en opsigtsvækkende undersøgelse, hvordan returnerede varer fra Temu tog på en omfattende verdensrejse, før de endte på en uventet destination.

Ved at udstyre pakker med sporingsenheder kunne man følge deres rejse i hele 7,5 måned. Pakkerne, der oprindeligt blev sendt fra Sverige, endte til sidst i en gyde nær al-Kazimiyyah-moskéen i Bagdad, Irak. Undervejs gjorde returen stop i Malaysia, Kina, Hongkong, Shanghai og Singapore.

I en udtalelse forklarede Temu, at deres retursystem er designet efter en “efterspørgselsstyret model”, der skal minimere risikoen for overproduktion. Når en kunde returnerer en vare, bliver den først inspiceret på en af Temus faciliteter. Herefter sendes den videre til sælgeren, som kan vælge at sælge varen igen. Men som Aftonbladets undersøgelse viser, kan denne proces føre til overraskende destinationer og betydelige forsinkelser.

Statsministeren: Europa skal gøre sig selv stærkt

Læs også: Statsministeren: Europa skal gøre sig selv stærkt

De kinesiske shoppinggiganters indtog i Danmark

Alligevel fortsætter kinesiske webshops som Temu og Shein med at dominere markedet. Temu var i 2023 den mest downloadede shoppingapp på verdensplan, og fire ud af ti danske kunder handler der mindst en gang om måneden. Hver måned modtager Danmark hele 120.000 pakker fra Temu.

Shein, en anden kinesisk gigant, har ligeledes vundet stort indpas blandt danske forbrugere. Med en omsætning på svimlende 312,5 milliarder kroner i 2023 var Shein blandt danskernes fem mest foretrukne onlinebutikker det år – en stigning fra året før, hvor de ikke engang lå i top ti.

Ny lukkelov risikerer at få konsekvenser for 30 Dagrofa-butikker

Læs også: Ny lukkelov risikerer at få konsekvenser for 30 Dagrofa-butikker