ArtiklerFlere togrejser giver DSB højere indtjening
Antallet af togrejser steg i årets første tre måneder og var med til at øge DSB’s omsætning.
Det viser transportselskabets regnskab for første kvartal, der er blevet offentliggjort fredag.
I første kvartal var der 41,5 millioner rejser med DSB. Det er 700.000 flere rejser end i samme kvartal sidste år.
Fremgangen skyldes særligt en stigning i antallet af rejser over Storebælt, lyder det i regnskabet.
Der er ligeledes mindre stigninger i rejser med S-tog og rejser på Sjælland, Fyn og Jylland. Internationale rejser er dog faldet med ti procent.
Samlet ender passageromsætningen på knap 1,5 milliarder kroner. Det svarer til en vækst på 5,3 procent sammenlignet med første kvartal sidste år.
Væksten i passageromsætningen skal både ses i lyset af flere togrejser, men samtidig er den gennemsnitlige billetpris også steget, skriver DSB i regnskabet.
Før skat ender resultatet på 225 millioner kroner. Det er en forbedring i forhold til samme periode året inden, hvor DSB fik et resultat på 101 millioner kroner.
Dermed ligger DSB allerede inden for skiven i forhold til de udmeldte forventninger til hele 2025, der lyder på et resultat før skat på mellem 200 og 300 millioner kroner.
– Resultatet før skat i første kvartal viser en fortsat sund udvikling i økonomien, og forventningerne til årets resultat fastholdes, siger økonomidirektør Pernille Damm Nielsen i regnskabet.
I regnskabet gør DSB også status over de to digitale løsninger – DSB Check ind og rejsekort-appen – der giver rejsende mulighed for at tjekke ind og ud via apps.
Tilsammen udgjorde de digitale løsninger 36 procent af alle rejser, hvor de rejsende har tjekket ind. Det fysiske rejsekort blev anvendt på de resterende 64 procent.
I første kvartal sidste år udgjorde det fysiske rejsekort 100 procent af den slags rejser.
Det skyldes, at de to digitale løsninger først blev lanceret i april og september sidste år.
/ritzau/