Indsigt

Donald Trump vil gerne være arbejderklassens frontfigur, så han tog en vagt på McDonald’s

Valgkampen i USA spidser til og hvert et besøg og hver en kommentar fra præsidentkandidaterne bliver målt og vejet i medierne. Donald Trump er om nogen kendt for at gøre sig bemærket i sine valgkampagner, og det var også tilfældet ved et kampagnebesøg i svingstaten Pennsylvania i søndags.

Donald Trump vil gerne være arbejderklassens frontfigur, så han tog en vagt på McDonald’s
Photo by (Augustin-Foto) Jonas Augustin on Unsplash
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen I dag kl. 12:30

Her valgte Donald Trump at lægge vejen forbi en lokal McDonald’s, hvor han fik han hilst på medarbejderne og serveret fritter til kunder gennem drive-in lugen.

Trumps lovin’ it 

Trumps hyppige stop ved fastfoodrestauranter har været et velkendt indslag i hans valgkampagner, og det er langt fra første gang, at han har brugt sin forkærlighed for McDonald’s som et kampagnestunt. For mange af hans støtter cementerer disse besøg billedet af Trump som en person, der ikke har mistet forbindelsen til almindelige amerikanere. 

Kritikerne ser det som en kynisk politisk strategi, hvor Trump spiller på symbolet af fastfoodkæder som McDonald’s for at tiltrække arbejderklassens stemmer.

Kan shitstorms påvirke virksomheder på aktiemarkedet?

Læs også: Kan shitstorms påvirke virksomheder på aktiemarkedet?

“Hun har aldrig arbejdet på en McDonald’s”

Under besøget blev der dog ikke kun serveret fritter og hilst på medarbejdere. Trump fik også sendt en stikpille afsted til sin modkandidat vicepræsident Kamala Harris, som tidligere har fortalt, at hun i sine 20’ere arbejdede på netop Mcdonald’s.

“Det var en stor del af hendes CV, at hun arbejdede på McDonald’s – hvor var det et hårdt job,” sagde Trump på restauranten i Feasterville, Pennsylvania. “Hun … lavede pommes frites, og hun talte om varmen: ‘Det var så hårdt. Hun har aldrig arbejdet på McDonald’s,” sagde Trump til den fremmødte presse.

Denne bemærkning kom i kølvandet på en række lignende angreb fra Trump, hvor han har forsøgt at fremstå som den kandidat, der forstår og repræsenterer den almindelige amerikaner, trods hans elitebaggrund og milliarder på kontoen. Og det virker også til at lykkedes for ham. En ny måling viser nemlig, at han er den kandidat, som har størst opbakning fra arbejderklassen i 40 år.

Påvirker Trumps besøg McDonald’s aktien? 

Efter Trumps besøg ved McDonald’s var der spekulationer om, hvorvidt hans offentlige optræden kunne påvirke virksomhedens aktie.

Historisk set har store brands ofte oplevet kortsigtede kursudsving i forbindelse med kontroversielle eller opmærksomhedsskabende begivenheder. Men indtil videre har McDonald’s aktiekurs ikke vist væsentlige ændringer som følge af Trumps besøg.

Mandag faldt McDonald’s-aktien med 0,53 procent, men det var ikke noget, som skal tilskrives Trumps besøg på McDonald’s dagen før, vurderer en ekspert. 

Det er dog ikke til at sige endnu, hvilken effekt Trumps begejstring for McDonald’s og aktien kan få på sigt. På den ene side kan det skabe positiv effekt blandt en vis gruppe forbrugere. Trump har tidligere udtalt, at han elsker McDonald’s, og at han stoler på deres kvalitet, da han ved, hvad han får hver gang. Denne form for “opbakning” fra en tidligere præsident kan for nogle ses som et kvalitetsstempel.

På den anden side kan det at blive kædet sammen med en kontroversiel person som Trump også have en negativ effekt blandt forbrugere og investorer, der ikke deler hans politiske holdninger.

McDonald’s har selv været ude og sige, at de ikke støtter bestemte politiske kandidater til præsidentvalget.

Forsvarsaktier skyder op – men det er ikke alle, der vil købe dem 

Læs også: Forsvarsaktier skyder op – men det er ikke alle, der vil købe dem