Bolig

Dobbelt så mange kvinder som mænd ved ikke, hvilket boliglån de har

“Det kommer desværre ikke bag på mig,” siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Sydbank, om de nye tal i Sydbanks undersøgelse, som viser, at dobbelt så mange kvinder som mænd ikke ved, hvilket boliglån de har.

Dobbelt så mange kvinder som mænd ved ikke, hvilket boliglån de har
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 15. oktober 2024

I Sydbank-undersøgelsen, hvor både kvinder og mænd er boligejere, svarer 13 % af kvinderne, at de ikke ved, hvilket realkreditlån, de har, hvor det samme gælder for 6 % af mændene. 

Spørger man, hvem der i parforholdet har bedst overblik over boliglånet svarer 21 % af kvinderne, at de er den i parforholdet, som har bedst overblik over boliglånet, mens 54 % af mændene svarer, at det er dem, som har bedst overblik. 


Hver fjerde mand svarer, at begge parter deles lige om overblikket, mens det gælder for hver tredje kvinde. 


Målingen kommer ikke bag på Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Sydbank, som har undersøgt forskellen mellem mænd og kvinders finansielle viden og adfærd gennem mange år. 

“Der er så mange kønsroller i økonomien, som vi stadig hænger fast i, og en af grundene til, at vi ikke rykker os særlig meget på den front skyldes, at vi ser de samme kønstereotype roller, når vi kigger rundt på andre par, hvor det som regel er manden, der træffer de større økonomiske beslutninger. Det fastholder os i rollerne, fordi vi netop ikke ser forandringen omkring os,“ siger Ann Lehmann Erichsen. 

Det kan du gøre 

Ann Lehmann Erichsen opfordrer derfor til, at man bliver opmærksom på det, hun kalder “spejlkabinettet”, altså hvem man spejler sig i, når man bevæger sig i sin omgangskreds.  

“Hvis du har en veninde, som går op i økonomiske emner, så vil det som regel også smitte af på jeres samtale og din egen viden, men møder man ikke denne her viden i sin hverdag, så er man nødt til selv at skabe den, hvis man vil bryde ud af den stereotype økonomiske kønsrolle,” siger Ann Lehmann Erichsen. 

Derfor anbefaler hun, at man tager sig tid til at fordybe sig i privatøkonomi for at blive klogere.  

“Hvis man vil vide mere om økonomi, så er man nødt til at tage sig tid til at blive klogere. Man kan starte mange steder, det kan enten være ved at låne en bog på biblioteket, læse nyheder online, tilmelde sig nyhedsbreve om emnet eller tilmelde sig et foredrag eller webinar,” anbefaler Ann Lehmann Erichsen.  

Brevkassen: Min svigermor har tilbudt at låne os penge til boligen, så vi kan spare renterne på et dyrt banklån – men skal vi takke ja?

Læs også: Brevkassen: Min svigermor har tilbudt at låne os penge til boligen, så vi kan spare renterne på et dyrt banklån – men skal vi takke ja?