Artikler

Det danske gasforbrug stiger, men privatkunder bruger mindre

Erhvervslivet bruger mere gas, mens privatkunder og varmeforsyning skruer ned. Fremtidens gasforbrug vil i højere grad handle om biogas og industribrug.

Det danske gasforbrug stiger, men privatkunder bruger mindre
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 24. januar 2025

Sidste år steg det danske gasforbrug med næsten 3 %. Det viser tal fra Evida. Men det er ikke ens for alle kunder.

Mens erhvervslivet har brugt mere gas, er både privatkunder og varmeforsyning gået den modsatte vej og har brugt mindre.

Erhvervslivet har samlet set forbrugt 773 millioner kubikmeter gas i 2024, hvilket er en stigning på 12 % sammenlignet med 2023. Det drejer sig om virksomheder, der bruger gas til produktion og industrielle formål. Til gengæld er gasforbruget blandt både privatkunder og varmeforsyning faldet med 3,6 %. Faktisk er der i 2024 blevet 21.500 færre privatkunder, og det er noget, vi kan forvente fortsætter i de kommende år.

”Udviklingen er i tråd med forventningerne til gassystemet. Inden for de næste fem år ser vi ind i et gasdistributionssystem, der primært transporterer biogas, mens industrivirksomheder og kraftvarmeværker forventes at være de primære aftagere af gas målt på forbrug. I dag står disse kundegrupper allerede for tæt på to tredjedele af gasforbruget,” siger Sune Holm, driftsdirektør i Evida.

Fremtidens gasforbrug

Men hvordan ser fremtidens gasforbrug så ud? Det vil i høj grad være industrivirksomheder og kraftvarmeværker, der fortsat bruger gas – især som backup på de kolde vinterdage. Der er dog et håb om, at det bliver grønnere, da biogas langsomt vil erstatte naturgas. I 2024 udgjorde biogas hele 38 % af gasforbruget, og det er noget, vi kan forvente vil stige, ifølge Evida.

Kina sætter en stopper for Elon Musks husrobot

Læs også: Kina sætter en stopper for Elon Musks husrobot