ArtiklerDerfor sker de fleste motorcykelulykker lige nu
Når solen begynder at skinne, og motorcyklerne triller ud af garagerne efter vinterhi, så stiger antallet af ulykker markant. Faktisk sker langt størstedelen af årets motorcykeluheld i netop forårs- og sommermånederne – og det er der en ret enkel forklaring på, lyder det fra forsikringsselskabet Alm. Brand.
”For mange er foråret lig med de første ture på motorcyklen efter en lang pause over vinteren. Det kræver både forsigtighed og tilvænning at komme sikkert i gang. Vi opfordrer til at starte roligt ud og genfinde fornemmelsen for motorcyklen, så farlige situationer kan blive undgået,” siger Christian Johansen, direktør for Motor i Alm. Brand.
En ny opgørelse fra forsikringsselskabet viser, at hele 72 procent af motorcykelulykkerne sker i netop forårs- og sommersæsonen. Og det er især solouheld og kollisioner, der går igen i statistikken – typisk med alt for høj fart som fællesnævner.
”Mange ulykker kunne måske været undgået, hvis farten var lavere. En motorcykel reagerer anderledes end en bil, og efter en lang vinterpause kan både reaktionsevne og overblik være lidt rustent. Derfor er det afgørende at tilpasse hastigheden efter trafikken,” siger Christian Johansen.
Gør både dig selv og din cykel klar
Det er ikke kun motorcyklisten, der skal vænne sig til vejene igen. Cyklen har også brug for et grundigt eftersyn, før den bliver luftet for alvor.
”Det er vigtigt at give din motorcykel et grundigt tjek, når den for manges vedkommende har stået stille i garagen over vinteren. Derfor er det vigtigt at tjekke dæktryk, bremser, olie og lygter, så den er i optimal stand. Et grundigt eftersyn kan gøre en stor forskel for trafiksikkerheden og ikke mindst dig selv,” lyder det fra Christian Johansen.
Derudover minder Alm. Brand om, at ansvarsforsikring er lovpligtigt – og at det kan være en god idé at tjekke, om din dækning gælder hele året, eller kun fra 1. marts til 30. november.
Fem hurtige til en sikker sæsonstart:
- Kør efter forholdene – og skru ned for farten
- Brug korrekt sikkerhedsudstyr
- Hold øje med dine medtrafikanter
- Gør dig synlig med reflekser og farver
- Tjek om du er rigtigt forsikret
…og fem til din MC:
- Tjek dæktryk og kig efter flade punkter
- Skift olie og filter
- Gennemgå slanger og kabler for slid
- Tjek bremser og bremsevæske
- Sørg for, at lygterne virker – især i skumringen