Investering

“Denne sætning hører jeg alt for ofte fra kvinder, som gerne vil investere”

Lotte Bidstrup er pengecoach og hjælper især kvinder med deres økonomi.
Klummen er udtryk for skribentens holdning.

“Denne sætning hører jeg alt for ofte fra kvinder, som gerne vil investere”
Lotte Bidstrup, pengecoach
Af Lotte Bidstrup, pengecoach 20. oktober 2024

Det er blevet populært at investere, især for kvinder. Men alt for ofte hører jeg sætningen: “Jeg vil også gerne investere, men jeg har ikke råd.”

Både hos mine egne kunder, når jeg holder foredrag og på sociale medier møder jeg den overbevisning. For det er faktisk hvad det er – en overbevisning eller historie, de fortæller sig selv, som undskyldning for ikke at gå i gang.

Derfor følger jeg altid op med at spørge: “Hvis jeg bad dig finde 100 kr. hver måned, hvad skulle du så bruge færre penge på?”

Her kommer svarene gerne på samlebånd: Snacks, hyggeting, loppemarkeder/genbrugsbutikker, notesbøger, ting fra Normal, take away, tøj og sko til dem selv og især børnene, to-go kaffe, 7-eleven osv. Og dér har de svaret på det, for det kræver faktisk ikke mere end 100 kr. om måneden at komme i gang med at investere. Oftest er der også mere end 100 kr. at hente på de impulskøb.

Men for at du kan holde fast i nye vaner er det vigtigt med et mål og en motivation til, hvorfor du nu vil bruge dine penge anderledes og spare op.

Vores hjerner fungerer nemlig sådan, at hvis vores valg står mellem at købe eller ikke købe, så køber vi oftest – fordi hvad er alternativet? Men hvis du kender dit alternativ, fx at købe den her skjorte eller overføre pengene til min opsparing/investeringsdepot så har du noget konkret at forholde dig til og vil oftere vælge at spare pengene.

Det gælder især, hvis du har et konkret mål med din opsparing som ferie, bryllup, boligkøb o.lign. som du kan sætte et billede på. Hold motivationen oppe ved at hænge billedet på dit køleskab, tøjskab eller som baggrund på din telefon for løbende at blive mindet om det.

Nu hvor din overbevisning om, at du ikke har råd, er fejet væk, kan det være der dukker nye undskyldninger op for ikke at gå i gang.

Her er det oftest sætninger som “hvad skal jeg investere i?” og “skattereglerne er svære at forstå”, der dukker op. Begge dele er noget du kan få mere viden om i diverse podcasts og på hjemmesider hos banker og investeringsplatforme. De er alle blevet ret gode til at forklare på “almindelig dansk”.

Det sværeste er at gå i gang, så vent ikke til du ved det hele – for den dag kommer aldrig! Men prøv dig frem med få penge som du kan undvære, imens du opbygger mere selvtillid, viden og erfaring om investering.

Alle jagter vækstaktier. Derfor skal du måske kigge på valueaktier i stedet 

Læs også: Alle jagter vækstaktier. Derfor skal du måske kigge på valueaktier i stedet