ArtiklerDanskerne vælger grønnere møbler som aldrig før
Der er en ny trend i de danske hjem, og nej, det handler ikke om sennepsgule sofaer eller retro tapet. Flere og flere danskere vælger nemlig miljømærkede møbler,
En frisk undersøgelse fra Svanemærket, lavet af Opinion, viser, at hele 73 % af de forbrugere, der ser møbler som et relevant produkt, ville vælge et svanemærket møbel, hvis muligheden var der. Med andre ord: Miljø og bæredygtighed spiller en større rolle end nogensinde, når vi indretter vores hjem.
Møbler med god samvittighed
”Når næsten 3 ud af 4 danskere, der interesserer sig for møbler, foretrækker et svanemærket møbel frem for et ikke-svanemærket, vidner det om, at mange forbrugerne er opmærksomme på miljø og klima”, siger Rina Ronja Kari, kommunikationschef i Miljømærkning Danmark og understreger, at danskerne i stor stil bruger Svanemærket som pejlemærke, når de køber nyt.
Faktisk kender hele 93 % af danskerne Svanemærket, og 66 % kigger efter det, når de handler.
Derfor vælger danskerne miljømærkede møbler
Men hvorfor er Svanemærket og EU Ecolabel så vigtigt? Her er nogle af grundene:
- Møblerne holder længere, hvilket sparer ressourcer og reducerer affald.
- Materialerne kan genanvendes, så de ikke bare ender på lossepladsen.
- Skrappe kemikaliekrav gør dem bedre for indeklimaet.
- Træet er sporbart og fra lovligt skovbrug, ofte certificeret.
- Plastmøbler indeholder genanvendt plast for at skåne jordens ressourcer.
Det får også mange store brands til at satse på miljømærkede produkter. Virksomheder som FDB Møbler, Hay, Muuto, Bolia, Fritz Hansen og Montana har allerede et bredt udvalg af miljøvenlige møbler, og også mærker som Bekids, Hoppekids og HTH er med på bølgen.
En af de virksomheder, der også leverer svanemærkede møbler til danske forbrugere, er møbelproducenten Tenksom:
”Det er afgørende, at vi som forbrugere prioriterer at købe produkter, der kan holde i mange år, da det er en effektiv måde at reducere ressourceforbrug og forurening på. Derfor er flere af vores sofaer svanemærkede, hvilket bl.a. betyder, at de lever op til en række skrappe miljø- og kvalitetskrav, der skal hjælpe med at fremme længere levetid og cirkulær økonomi samt mindske møblernes klimaaftryk,” siger Anne Østrup Hansen, Head of Marketing hos Tenksom.