Artikler

Bankdirektøren sætter bæredygtighed over bundlinje

“Vi skal ikke kun være drevet af at tjene penge, men også gøre noget godt for kloden.”
Charlotte Skovgaard er administrerende direktør for Merkur Andelskasse. “En lille hippiebank”, som hun håber kommer til at skabe ringe i vandet ved at have gjort det til en kerneforretning at have fokus på at gøre noget godt for kloden. “Penge er magt, og derfor er vi også nødt til at bruge pengene på det, som giver værdi for fremtiden,” lyder det fra bankdirektøren.

Bankdirektøren sætter bæredygtighed over bundlinje
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 10. oktober 2023

White Minimalist Elegant Handwritten LinkedIn Banner

Af Mille Skjold Madsen – Foto: Malene Nelting 

“Jeg kunne aldrig drømme om at købe afskårne blomster,” siger Charlotte Skovgaard og skæver over til en buket blomster af uld, som ligger på hendes skrivebord. Dem skal hun have med til en reception senere, og det er helt i tråd med medarbejderhåndbogen hos Merkur Andelskasse, hvor gaver gerne skal være lokalproduceret, og skal man give friske blomster, så skal de komme i jord, så de holder længere.

Den grønne bank har stor fokus på at nedbringe sit CO2-aftryk, og derfor spiser medarbejderne økologisk vegetarmad til arbejdsarrangementer og møder, kører i tog, bus eller elbiler, og flyrejser er begrænset til udlandsture, hvis rejsetiden med bus, tog eller elbil er over 8 timer.

“Vi er nødt til at tage et opgør med den måde vi lever på, for verden har simpelthen ikke ressourcerne til, at vi bliver ved med at leve, som vi hidtil har gjort,” siger Charlotte Skovgaard.

Hun er administrerende direktør for det værdibaserede pengeinstitut Merkur Andelskasse, som har været frontløber for bæredygtighed og social ansvarlighed inden for bankdrift siden 1982. I banken kan du være kunde ligesom i alle andre banker, men du kan kun foretage bæredygtige investeringer, og så låner de ikke ud til hvem som helst. Før de overhovedet kan byde en virksomhed velkommen i banken, så screener de for, om virksomhederne skaber positiv forandring for samfundet – og ikke gør skade på mennesker, dyr eller natur.

“Penge er en katalysator for vækst, og derfor skal vi spørge os selv, hvilken vækst vi gerne vil have i fremtiden. Skal den være drevet af et fokus udelukkende på at tjene penge, eller skal vi også have fokus på, at pengene går til noget, som er gavnligt for kloden? Der kan vi som bank gå forrest og sende pengene i en bæredygtig retning ved at sikre, at vi kun låner ud til virksomheder, som gavner kloden,” siger Charlotte Skovgaard.

Men selvom der er fokus på bæredygtighed over bundlinjen, så betyder det ikke, at det er en dårlig forretning at gøre noget godt for verden. Merkur Andelskasse aflagde for nylig det bedste halvårsregnskab nogensinde, som viste et overskud på 25,2 mio. kr. før skat.

“Vores resultater viser, at bæredygtighed er nødvendigt, giver god mening og samtidig også er en god forretning, men de gode resultater må aldrig blive på bekostning af vores stærke værdigrundlag, som netop handler om at arbejde for en mere bæredygtig og social ansvarlig verden,” siger Charlotte Skovgaard, som forventer at Merkur Andelskasse lander et overskud på mellem 35-43 mio. kr. før skat for 2023.

Handler på DBA

Som administrerende direktør for en bank, der nægter at låne penge ud til virksomheder, der ikke gør noget godt for kloden, udelukkende investerer bæredygtigt og hele tiden prøver at nedbringe CO2-udtrykket yderligere i virksomheden, så er man også selv som direktør nødt til at gå forrest og vise vejen – og det har også været en rejse for Charlotte Skovgaard.

“Da jeg startede som direktør i Merkur Andelskasse var det sværeste for mig at finde ud af, om jeg nu var bæredygtig nok. Min forgænger var socialt ansvarlig og bæredygtig helt ind i knoglerne, og jeg kom fra en anden verden, men når man træder ind i et miljø med et stærkt fokus, så vokser det også på en, og man kan ikke undgå at blive påvirket på en god måde,” fortæller Charlotte Skovgaard, som i dag har skiftet benzinbilen ud med en elbil, spiser mindre kød, og så har hun fundet stort set alle møblerne på sit kontor i Den Blå Avis.

“Jeg har brugt tre måneder på at finde forskellige møbler på Den Blå Avis, som kunne passe sammen påmit kontor, og det kan godt være, at jeg har en travl kalender som bankdirektør, men det er ikke en undskyldning for ikke at tænke på at begrænse forbruget,” fortæller Charlotte Skovgaard, som tilføjer, at hun er træt af fortællingen om, at bæredygtigt også altid skal være billigere og nemmere.

“Vi kommer fra et paradigme, der fortæller, at genbrug og bæredygtighed også skal være billigere, men sådan er virkeligheden jo ikke nødvendigvis. Det er fx langt dyrere at servere økologisk vegetarmad til arrangementer og leje elbiler til medarbejderne, og det er også træls, når jeg skal bruge mange timer på at tage toget til Aalborg i stedet for at flyve, men det er den pris, vi mennesker må betale for at have skabt denne her situation,” siger Charlotte Skovgaard.

Penge er magt

Uldblomster, elbiler, genbrugsmøbler og vegetarmad er alle små tiltag, men derfor er de stadig nødvendige, mener Charlotte Skovgaard. For hun tror på, at selv små ændringer kan skabe store forandringer.

“Vi er med i en sammenslutning for værdibaserede banker verden over, og jeg kan godt se, at når en stor bank i Bangladesh sætter et projekt i søen, så skaber det stor impact, men som vi siger “small is beautiful, scale is impact”, og jeg tror på, at de små, smukke ting vi sætter i værk kan komme ud og inspirere andre til bæredygtige valg, som kan blive så store, at de kan skabe forandring,” siger Charlotte Skovgaard.

Da hun for første gang satte sig i stolen som direktør for Merkur Andelskasse for fire år siden, skabte det da også sjove kommentarer i netværket om, at nu skulle hun til “den der lille hippie-bank”, men det er vendt i dag, hvor der i samfundet, medierne og hos den enkeltes forbrug er et stigende fokus på klima, bæredygtighed og social ansvarlighed.

“Penge er magt, og derfor kan vi med vores penge fortælle, hvilken fremtid vi gerne vil have. Nu har der været meget fokus på transport, kød og forbrug, men vi kan faktisk også være aktivistiske direkte med vores penge. Det kan være lige fra at vælge et pengeinstitut, som har fokus på dine værdier til, hvor du placerer din pensionsopsparing. Når vi sammenligner med andre lande, så har vi faktisk store pensionsopsparinger, og der kan vi jo være klimaaktivister ved at placere vores pensionspenge i bæredygtige, grønne projekter, for der har vi faktisk ret stor indflydelse,” mener Charlotte Skovgaard.

Fremtiden kalder på en ny type bankdirektør

Charlotte Skovgaard gør på mange måder tingene lidt anderledes. Kloden kommer før afkast, og da hun satte sig i direktørstolen, gav hun tre medarbejdere lønforhøjelse, uden at have regnet på det – men simpelthen fordi de skulle have det.

“Jeg vil gerne sikre, at der er ligestilling i vores lønninger både for mænd og kvinder og samtidig gøre op med, at det altid er positioner, som økonomi- eller kreditdirektøren, som skal have mest i løn. Det kan lige så godt være HR eller kommunikation, for de er lige så vigtige for virksomheden, og vi skal sikre, at kvinder ikke får mindre i løn, bare fordi de vælger et felt, som historisk set bliver aflønnet dårligere end et, hvor flest mænd er repræsenteret” siger Charlotte Skovgaard, som heller ikke vil sættes i en stereotyp bankdirektør-bås.

“Jeg vil gerne vise, at man kan være bankdirektør på mange forskellige måder, og at vi kvinder ikke skal være ledere på mændenes præmisser. Vi skal tage bevidste valg hele vejen rundt både i ledelse, arbejde, og hvordan vi bruger vores penge, men det skal ikke lyde som et dårligt valg, fordi det er værdibaseret. Fremtiden handler om mere end afkast, og det er kun en styrke, hvis man kan se det.”

Sommerbryllup i Løgumkloster

Læs også: Sommerbryllup i Løgumkloster