Debat

AI gør ikke kvinder rigere i fremtiden, medmindre vi ændrer kurs

AI gør ikke kvinder rigere i fremtiden, medmindre vi ændrer kurs
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 5. februar 2024

Af Mille Skjold Madsen, redaktør

AI (kunstig intelligens) er en af fremtidens helt store megatrends, og med udrulningen af ChatGPT i november 2022 tog det for alvor fart. I en rapport fra Goldman Sachs anslås det, at investeringer i AI-markedet vil ramme 200 milliarder dollars i 2024.

Jeg har derfor spurgt tech- og AI-investor, Anders Bæk, hvad man skal gøre, hvis man vil nå med på AI-bølgen i 2024. Det kan du læse mere om her. 

 

Men inden du griber alle pengene og investerer i fremtiden, så er vi også nødt til at tale om, at AI ikke nødvendigvis gavner kvinder og ligestillingen – og det er der to grunde til. 

Den første grund er, at AI i høj grad bliver skabt på data, som allerede findes, og tager ikke højde for de kønsstereotyper, som vi er nogle, der prøver at arbejde væk fra. De bliver en del af datagrundlaget i stedet. 

Se bare på eksemplet med Google-oversættelsen, hvor den oversætter “min kæreste græder” til “my girlfriend is crying” eller “min kæreste er læge” til “my boyfriend is a doctor.” 


Jeg bad i går ChatGPT beskrive en person, der passer sine egne børn i hjemmet.

 

ChatGPT svarede: 

 

“En person, der går hjemme og passer børn, kan være en dedikeret og omsorgsfuld individ med mange ansvarsområder. Lad os kalde hende Anna.”

 

Jeg bad så ChatGPT beskrive en CEO for mig. 

 

Chat GPT svarede: 

“Lad os kalde ham Alex, og forestil dig en CEO i en teknologivirksomhed.”

En løsning kunne være flere AI-virksomheder, som ser udfordringer og løsninger gennem andre øjne, men mens alle investorer jagter den næste ChatGPT i AI-ræset, så er der ikke meget interesse i at investere i AI-virksomheder, der er grundlagt af kvinder.

 

En rapport fra Alan Turing Institute’s Women in Data Science og AI-team viser, at selvom der blev investeret 42,5 milliarder dollars i AI-virksomheder mellem 2012-2022, så gik kun 0,3 procent af pengene til virksomheder med udelukkende kvindelige grundlæggere. 

 

Så mens vi taler om øremærket barsel, husholdningsarbejde og investeringer (hvilket også er utroligt vigtige emner for ligestillingen), så bliver vi også nødt til at være opmærksomme på, at den teknologi, som er ved at blive en stor del af vores hverdag ikke kommer til at fastholde os i vores ulighed. For AI handler ikke kun om, at man kan skrive hurtigere tekster med en computer.

 

AI er jo også i sundhedsvæsenet, i bilen eller når vi søger efter viden på Google, og hvis intelligensen beror på et system lavet af mænd, med data og viden fra et samfund, som historisk har været styret af mænd, så risikerer vi at miste det kvindelige perspektiv.  

 

Derfor bliver vi nødt til at tale højt om AI’s kønsbias, vores egen kønsbias, flere investeringspenge til AI-virksomheder grundlagt af kvinder, men også rekrutterer flere medarbejdere, som sikrer diversitet og forskellige perspektiver på den enorme kraft, som AI er. I dag er kun 25 % af AI specialister kvinder, og hos Facebook er kun 15 % af AI researchteamet kvinder, mens det samme gælder for 10 % af Googles team. 

 

Men tilbage til ChatGPT. Efter at have bedt den beskrive henholdsvis en CEO og en person, så spurgte jeg om følgende: 

 

“Du har lige skrevet, at en CEO kunne hedde Alex og en hjemmegående person kunne hedde Anna. Vil du mene, at du er kønsstereotyp, når du definerer de forskellige personer?

 

ChatGPT: “Ja, det er en gyldig observation. Jeg beklager, hvis mine valg af navne og beskrivelser har skabt en opfattelse af kønsstereotyper. Jeg forsøger altid at undgå at forstærke stereotyper og skabe mangfoldige og inklusive beskrivelser. Jeg vil være mere opmærksom på dette i fremtiden for at sikre, at mine svar afspejler en bred vifte af identiteter og roller uden at bidrage til stereotype opfattelser. Tak for din feedback.”

 

Som den bandit jeg var, så bad jeg igen ChatGPT beskrive en CEO for mig.  Denne gang svarede den med følgende:

En CEO, eller administrerende direktør, er en ledende figur i en virksomhed, der har ansvaret for at styre og lede organisationens strategi og drift.”

 

…og som krølle på halen, spurgte jeg selvfølgelig om den også ville beskrive en person, der går hjemme og passer børn. 

 

ChatGPT svarede: 

 

“Selvfølgelig” Lad os kalde vedkommende Chris. Chris er en dedikeret person, der har valgt at arbejde som hjemmepasser og tage sig af børn i hjemmemiljøet.” 

 

Velkommen til fremtiden, hvor mænd kan være det hele, og kvinder enten kan være mænd eller en generisk beskrivelse. 

Kommentar: Jeg forstår godt, hvorfor flere yngre kvinder ikke vil have børn

Læs også: Kommentar: Jeg forstår godt, hvorfor flere yngre kvinder ikke vil have børn