Af Mille Skjold Madsen

 

Når du åbner avisen og læser et debatindlæg, vil det højest sandsynligt være skrevet af en mand. En omfattende gennemgang af danske avisers debatsider viser, at for hvert debatindlæg, der var skrevet af en kvinde sidste år, blev der trykt to debatindlæg skrevet af mænd. 

Undersøgelsen er baseret på en gennemgang af i alt 19.630 debatindlæg og ledere i 2023 i otte landsdækkende aviser, og data viste, at kun 34 procent af indlæggene var skrevet af kvinder.

 

Andelen af kvindelige debatskribenter er steget en smule fra 29 procent i 2017 til 2021, hvor andelen var 33 procent, og herefter synes udviklingen at være gået i stå.  

Information er den avis, der kommer tættest på en lige kønsbalance med 42 procent af indlæggene forfattet af kvinder. Værst står det til hos Børsen, hvor kun 28 procent af debatindlæggene er skrevet af kvinder.

 

Tallene er også nedslående i avisernes ledere. Kun hver fjerde leder er skrevet af en kvinde. Andelen er højest hos Kristeligt Dagblad med 31 procent og Børsen med 30 procent, mens den er lavest hos Weekendavisen med 14 procent og Politiken med 12 procent. 

Vi har spurgt en kvindelig debattør, hvorfor hun mener, at der er færre kvindelige debattører, og hvordan vi kan skabe en større kønsbalance blandt debatindlæggene. Birgitte Baadegaard er debattør med fokus på kvinders stilling i verden og forfatter til bøgerne “Lige er ikke det samme som ens” og “ManiFEST for kvinder”.   

 

Er du overrasket over, at der er færre kvindelige debattører? 

 

Jeg er ikke det mindste overrasket – faktisk var det at forvente, for mønsteret har været det samme de sidste mange år: Kvinder får maksimalt 30 procent af taletiden i medierne – sådan har det været i al den tid, man har målt på tallet, og det er både her i landet og i udlandet: Kvinders stemme trykkes ikke – og dermed læses kvinders blik på verden heller ikke. Det er et stort demokratisk problem. 

Læg dertil, at der også er færre fotos af (kompetente, kraftfulde) kvinder, og at billedmotiverne i stedet ofte viser kvinder i en underordnet (lyttende, lærende) position ift. en mand. 

I min seneste bog “Lige er ikke det samme som ens” skriver jeg også om mediernes skæve magt. 

Vil du videre mere? Hør Birgitte Baadegaard fortælle mere om udfordringerne her. 

 

Hvorfor tror du, at vi har færre kvindelige debattører? 

 

Det skyldes flere ting, og der findes flere begreber til at forklare dynamikkerne:

 

Mr. Corporate Masculinity (MCM)

Et sociologisk begreb, der dækker, at vi alle – både mænd og kvinder – har tillid til en mand med bestemte træk: Ofte lidt højere end gennemsnitsmanden (eller – taget i en vinkel, så det ser sådan ud) – brede skuldre, markeret kæbe, velklippet, rolig og med autoritet. 

Der er endda lavet undersøgelser, der viser, at en amerikansk CEO netop ofte har disse træk – ikke mindst ekstra højde. ’Sådan en’ lytter vi ubevidst til og lader os lede af – i tillid. Konsekvensen er, at alle ’de andre’ end ’sådan en’ får en udfordring… og derfor må tillære sig disse træk – ikke mindst, hvis de vil gøre sig godt i medier og magtpositioner. Hvis de er så heldige at få taletid, altså.

 

Default Male 

Et begreb, der hænger sammen med MCM. Begrebet dækker, at vi alle gennem historien har lært at se manden som norm-alen. Det vil sige som normen – hvilket medfører, at alt og alle, der falder uden for – ikke mindst kvinder – falder uden for ’kategori’. Manden er universal-kønnet. Kvinden er en, der sammenlignes med ham og kan ikke stå alene. Heller ikke som stemme, som erfaringsunivers, som blik.

 

Bias

Bias er, som er en del af begge de to ovennævnte begreber, en overordnet faktor, som vi også alle er påvirket af. Det er den usynlige dom, vi alle – både mænd og kvinder – holder over alle, der ikke ligner dem, vi lærer, er de sande ledere, de sande stemmer, det sande køn.

Dette er ingens skyld – ingen skam. Og ingen mænd at hade. For det er ikke deres skyld, at vores kollektive blik er blevet så indlejret i os. Samtidig er der en opgave for os alle – både mænd og kvinder – i at tage ansvar for, at dette mønster ikke fortsætter. Medierne har et kæmpeansvar her, men de fastholder ikke fokus, og derfor får skævvridningen lov til at fortsætte. Med den konsekvens, at vi alle lytter mindre til kvinder, tager dem mindre alvorligt, synes, de vrøvler, skriver ’forkert’, siger mærkelige ting, formulerer sig ’anderledes’ (i forhold til hvem og hvad?)

 

Hvad er konsekvenserne ved at have færre kvindelige debattører?

 

Kvinders stemme skal ligne en mands for at have en chance for at blive hørt. Det gælder både på skrift og i tale. Det erfaringsunivers, som kvinder bærer rundt på og det blik, de har på verden, formuleret med de ord, der flyder til dem, vil have en tendens til at blive ignoreret, dømt ude og modtaget som ’useriøst’. 

Dermed fortsætter ensretningen.

Kvinder vil oftere få nej, hvis de endelig finder modet til at skrive. Hvilket igen betyder at færre tør at formulere et budskab igen. Fordi de får nej – og hvad er så pointen med at bruge tiden på at skrive et indlæg? Desuden bliver kvinder sjældnere brugt som specialister – både fordi de ikke bliver spurgt og fordi flere kvinder siger nej. 

De er simpelthen utrygge ved at træde ud og bruge deres stemme. For de har ikke lært sproget, som forventes at blive talt.

Konsekvensen er en ensretning af vores blik på verden – uanset hvor meget, vi forsøger at udligne – fordi de (få) kvinder, der høres, ofte har lært at tale som en mand – det vil sige med mandens blik på verden, herunder værdier, prioriteringer etc.

 

Hvordan kommer vi uligheden på til livs? 

 

Medierne skal i den grad tage mere ansvar. De skal tage debatindlæg ind, der ikke liiiige er skrevet på den måde, deres skabelon fortæller, de skal skrives. 

De skal satse på kvinders stemmer – satse på dem og gve dem spalteplads. For eksempel kan de begynde at give flere store interviews til kvinder om deres blik på verden – ikke mindst, når det ’falder udenfor’ norm-alen. De kan tage flere fotos af dem og blæse dem stort op. De kan lave flere temaer om kvinde-relaterede emner – endnu flere end nu. 

 

De kan være bevidste om deres – ofte unuancerede, firkantede – overskrifter til artikler. De kan udfordre sig selv og hinanden på, hvad der er den journalistiske norm-al. 

For den er integreret i branchen – uanset hvor mange kvinder der er journalister. For de lærer jo at skrive på en bestemt måde.

For eksempel er en af journalistikkens grundsten, at der skal være en konflikt. Poler sættes op, debatten skal være ophedet. Både på skrift og i tale. Det er der mange kvinder, som ikke orker og har lyst til, og de kan heller ikke se formålet med det. Så den journalistiske tone skal ændres – hvilket vil være godt for ALLE i denne tid. For vi har ikke brug for flere konflikter, poler og fraktioner. Det hjælper de sociale medier os rigeligt med at få i forvejen.

 

Og så er der den største omkostning af alt: Kvinder har langt, langt større risiko for online chikane, når de åbner munden. Det er en farlig trend, for på den måde, stækkes kvinders stemme (også) – og undskyldningen bliver: Jamen, kvinder vil/tør jo ikke. I stedet for at godtage det argument, så lad os se på hvorfor.

Når kvinder ikke betragtes som et ligeværdigt væsen med egen stemme, egne meninger, egne budskaber og egen måde at udtrykke sig på, så står alt for mange af. 

 

Og DET er fandme både sørgeligt og farligt. Ikke mindst i et samfund, der – misforstået – kalder sig selv ligestillet. Ligestillingen er reelt en illusion, for her i Danmark har vi en selv(fed) oplevelse af, at balancen mellem kønnene er på plads. Når vi dykker ned i virkeligheden under den italesatte virkelighed, er realiteten en helt anden.

Det skal vi alle – ikke mindst medierne – tage ansvar for at forandre. Hvilket er blevet påtalt år efter år. Så – måske handler dette også om mod til selverkendelse?