Indsigt

Meta fyrer 24 ansatte for misbrug af madkuponer 

Må man bruge madkuponer fra ens arbejdsgiver til at købe husholdningsartikler til sig selv? Ikke, hvis man spørger Meta, selskabet bag Facebook, Instagram og WhatsApp.

Meta fyrer 24 ansatte for misbrug af madkuponer 
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 21. oktober 2024

Meta har netop fyret 24 ansatte fra sine kontorer i Los Angeles efter anklager om misbrug af firmaets daglige måltidskuponer. 

Det skriver The Guardian. 

Madkuponer og gratis måltider på arbejdet har længe været en populær medarbejderfordel i store tech-virksomheder som Meta, og normalt får de ansatte måltider fra kantiner i hovedkvartet i Silicon Valley, men på de mindre kontorer modtager medarbejdere daglige madkuponer, som kan bruges via madleveringstjenester som UberEats og Grubhub. 

Kuponerne kunne være 20 dollars til morgenmad, 25 dollars til frokost og 25 dollars til aftensmad. 

Men nogle af de ansatte brugte i stedet pengene på husholdningsartikler til eget forbrug. 

En anonym medarbejder, som angiveligt tjente $400.000 om året, erkendte at have brugt kreditterne på husholdningsartikler som tandpasta og te. 

På beskedplatformen Blind forklarede den ansatte: 

“På dage, hvor jeg ikke spiste på kontoret, tænkte jeg, at jeg ikke burde lade madkuponen gå til spilde.”

Medarbejdere blev fyret efter at have indrømmet under en undersøgelse fra HR-afdelingen. Ifølge Financial Times blev der herudover iværksat afskedigelser efter at en intern undersøgelse afslørede, at flere medarbejdere havde brugt kreditterne til at købe varer til privat brug, også når de ikke arbejdede fra kontoret. 

Køber du flybilletter gennem bookingportaler? Det er måske en dårlig ide, viser nye tal 

Læs også: Køber du flybilletter gennem bookingportaler? Det er måske en dårlig ide, viser nye tal