Går du rundt med et økonomisk spørgsmål, som du mangler svar på? Måske vil du gerne have et godt råd til dit boliglån, din investering, dit budget, din lønforhandling, eller måske savner du gode argumenter til samtalen om økonomisk ligestilling i frokostpausen?
Så kan vores eksperter måske hjælpe dig.
Stil dit spørgsmål her og så vil en fra Økonomistas ekspertpanel måske besvare spørgsmålet i næste nummer af magasinet. Det er selvfølgelig 100 % anonymt at indsende dit spørgsmål.
Spørgsmål:
“Hvad er en fair økonomisk fordeling i et forhold, hvor den ene part arbejder fuld tid til 50.000 kr. og den anden flextid til 19.000 kr. – hvis ikke 50/50, hvad bør tænkes ind, og hvad er argumenterne?”
Svar:
Først og fremmest er det meget forskelligt, hvad folk opfatter som en fair fordeling. Det vigtigste er, at man som par aktivt tager stilling til fordelingen, og begge som minimum er nogenlunde tilfredse med den.
Der er mange forskellige fordelingsnøgler. De måske to mest almindelige er, at hver part betaler halvdelen af udgifterne, eller at hver part betaler forholdsmæssigt efter, hvor meget de tjener. Det kan illustreres således (for enkelthedens skyld er dette et cirkabeløb efter skat ift. de angivne indtægter i spørgsmålet, som jeg går ud fra er før skat):
Part A tjener 31.000 kr. efter skat. Part B tjener 13.000 kr. efter skat.
Fællesudgifter: 15.000 kr.
Dagligvarer: 5.000 kr.
Ligelig fordeling
Hver part betaler 7.500 kr. til at dække fællesudgifterne og 2.500 kr. til dagligvarer.
A har nu 21.000 kr. tilbage til sig selv, mens B har 3.000 kr.
Forholdsmæssig fordeling
Tilsammen tjener A og B 44.000 kr.. A tjener 70 procent af beløbet, mens B tjener 30 procent af beløbet. A betaler derfor 70 procent af udgifterne, altså 14.000 kr., mens B betaler 30 procent af udgifterne, altså 6.000 kr.
A har nu 16.000 kr. tilbage til sig selv, mens B har 7.000 kr.
Det ses, at selv med den forholdsmæssige fordeling har A en del mere tilbage til sig selv end B. Nogle par vil synes, at det er helt i orden. Andre vil føle, at det er uretfærdigt.
Der er mange forhold, man kan tage med i betragtning her. Hvis man deler udgifterne ligeligt, vil den med den mindste indtægt sætte grænsen for, hvor man kan bo, hvilken bil man kan køre, hvilke rejser man kan komme på osv.
Dog kan det have den fordel, at den ene ikke føler, at den understøtter den anden, og at det er uretfærdigt. Eller at den anden føler en form for taknemmelighedsgæld, fordi vedkommende får mulighed for et rigere liv uden selv at tjene så mange penge.
Det omvendte gør sig gældende, hvis den, som tjener mest, også betaler mest. Det åbner op for flere muligheder for parret i forhold til livsstil. Omvendt kan der muligvis opstå en følelse af uretfærdighed, hvis den ene understøtter den anden meget.
Andre ting, man kan tage højde for, er, om den part, som har den laveste indtægt, til gengæld bidrager mere til at holde hus og hjem, og om denne forskel i indtægt forventes at være permanent, eller om parten på flextid forventes at gå op i tid senere hen i livet og tjene mere? Det er godt at huske på, at der både er et her-og-nu-billede samt et senere-hen-billede.
Det bedste råd, jeg kan give, er, at I som par italesætter denne forskel i indtægt. I skal tale om, hvordan forskellige fordelingsnøgler påvirker jeres ønsker og drømme for livsstil med mere, og så til sidst blive enige om en fordeling. Husk: Den kan altid ændres senere.
Til sidst vil jeg lige komme med min yndlingsanalogi om dette: I Danmark betaler vi ikke lige meget i skat. Hvor meget, vi betaler, afhænger af, hvor meget vi tjener. Det er altså forholdsmæssigt. Man kan være uenig i den præcise fordeling, men overordnet tror jeg, at de fleste danskere synes, at denne ordning er mere rimelig end en, hvor den part, der tjener 19.000 kr., betaler det samme i skat som den, der tjener 50.000 kr.
Venlig hilsen
Rikke Holmslykke Aagaard
Pengeekspert og forfatter til bl.a. “Den lille guide til økonomi i parforholdet”