Personlig økonomi

Sådan undgår du at bruge for mange penge på Black Friday

Sådan undgår du at bruge for mange penge på Black Friday
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 17. november 2023

I år forventer 3 ud af 10 danskere (29 pct.) at købe noget på Black Friday. Det er lavere end sidste års forventninger op til Black Friday, hvor 36 pct. af danskerne forventede at købe noget. Det viser tal fra Dansk Erhverv, som samlet vurderer, at der bliver brugt omkring 3,4 mia. kr. på Black Friday i år, hvilket er 20-25% mindre end i 2022. 

Af Mille Skjold Madsen 

Der kan være gode tilbud at hente på Black Friday, og for mange er det en oplagt anledning til at købe julegaverne med en god rabat, men en amerikansk undersøgelse viser, at 42 % fortryder et køb på Black Friday, så det kan jo tyde på, at der kommer lidt mere i tilbudskurven end bare gaver til familien. Derfor får du her et par gode råd til at navigere gennem Black Friday uden at bruge flere penge end du havde planlagt. 

 

Læg en plan

Før du går på jagt efter Black Friday-tilbud, er det en god tid at lægge en detaljeret plan for dine køb. Skriv ned, hvad du gerne vil købe, og hvad dit budget er for købene. Det hjælper med at holde styr på dine udgifter og forhindre impulskøb.

 

Tænk langsigtet

Overvej, hvordan dine køb på Black Friday passer ind i din langsigtede økonomiske plan. Hvis købene ender med at overskride dit budget eller resultere i, at du ikke kan spare op til det, som du drømmer, så er det måske værd at genoverveje købene – også selvom det er et godt tilbud. 

 

Lav en liste

Lav en liste over de produkter, du virkelig har brug for eller ønsker dig. Det kan både være julegaver eller en ny vaskemaskine, fordi den gamle er stået af. Listen hjælper dig med at fokusere på nødvendige køb, så du ikke kommer til at købe noget “bare fordi det er billigt” eller lige putter lidt flere ting i indkøbskurven.

 

Undersøg priserne på forhånd

Når du har fundet en vare, du godt kunne tænke dig, så er det en god ide at undersøge førpriser og priser hos konkurrenter. Man kan hurtigt blive grebet af stemningen ved et godt tilbud, men ved at kende både førpriser og priser hos andre forhandlere, så kan du se om det virkelig er et godt tilbud. Du kan fx bruge pricerunner.dk til at se, hvad varen tidligere har kostet, om den er blevet sat op lige før Black Friday og hvad den koster hos andre forhandlere. 

 

Undgå at blive snydt 

Der er flere scam-sider, som udnytter at folk leder efter gode tilbud i disse dage, så hav en fornuftig skepsis – især med sider du ikke har handlet på før. Og scammerne er blevet mere og mere kreative i forsøg på at narre forbrugerne. Jeg har selv set flere opslag på Facebook, som starter med: “Vi er desværre nødt til at lukke vores butik, så derfor er der store rabatter på vores varer” og endda med kommentarer under opslaget, som kommer fra falske profiler der skriver: “Det er jeg så ked af at høre, jeg elsker at handle hos jer.”

Kommentarerne er med til at højne troværdigheden med scam-siden, så vi ikke tænker over at lave yderligere research, men når man klikker ind på profilerne, der skriver, så kan man ret hurtigt se, at de ikke er ægte. 

Derfor anbefaler jeg, at du tjekker følgende: Når du går ind på en webshop med danske tekster, så undersøg om siden også virkelig er dansk. Du kan tjekke om hjemmesiden fx. er E-mærket, men du kan også få en ide om siden er scam ved at tjekke undersider som “kontakt”, “levering”, “handelsbetingelser” etc. for det er typisk her scammere sløser med deres dårlige oversættelser til dansk. I handelsbetingelser kan du ofte også finde den adresse, som varen bliver sendt fra, og her vil det ofte være en adresse i Kina, selvom der står “dansk butik” på hjemmesiden. 

Du kan også google navnet på hjemmesiden, for hvis andre har haft en dårlig oplevelse med hjemmesiden, så kan du finde deres anmeldelser på fx trustpilot. 

 

Du kan også overveje en Green Friday 

Green Friday er det bæredygtige modsvar til tilbudsjagten på årets største handelsdag, hvor fokus er på at forbruge mindre. Du kan købe genbrug i stedet for nyt, støtte virksomheder, der aktivt prioriterer bæredygtighed, investere i kvalitet frem for kvantitet, købe oplevelser frem for ting i julegave eller bruge dagen på at reparere de ting, som er gået i stykker, så du ikke behøver at købe nyt (og her er jeg selvfølgelig med på, at der er forskel på en computer, som er tabt fra 4. sal vs. et knap, som mangler i skjorten). 

 

Det skal du altid gøre, når du ser et tilbud på nettet 

Læs også: Det skal du altid gøre, når du ser et tilbud på nettet 

Personlig økonomi

Se flere artikler