Artikler

“Gør vi blot som vi plejer at gøre, så rykker vi ikke nærmere flere kvinder i ledelse,” lyder det fra ligestillingspolitisk chefkonsulent hos Lederne

“Gør vi blot som vi plejer at gøre, så rykker vi ikke nærmere flere kvinder i ledelse,” lyder det fra ligestillingspolitisk chefkonsulent hos Lederne
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 9. februar 2024

Af Mille Skjold Madsen

Næsten hver tredje dansker i fuldtidsbeskæftigelse har et ønske om at blive leder indenfor de næste fem år. Det viser en ny undersøgelse fra organisationen Lederne. Dykker man længere ned i tallene, kan man se, at det faktisk både er kvinder og mænd, der drømmer om at blive ledere. 40 % af dem, som går med en lederdrøm i maven er kvinder, og zoomer man ind på uddannelsesbaggrund, så er der lige mange mænd og kvinder med en akademisk baggrund, som ønsker at blive ledere indenfor fem år.

Tallene fra Ledernes undersøgelse er guld værd for danske virksomheder. For vi ved, at kvinder og mænd stort set i samme grad drømmer om at blive ledere. Hvornår og hvordan de kaster sig ud i det, er bare forskellig,” siger Nanna Simone Jensen, ligestillingspolitisk chefkonsulent hos Lederne. 

 

Virksomhederne spiller en vigtig rolle

En tidligere undersøgelse blandt 6.118 af Ledernes medlemmer viser nemlig, at på spørgsmålet om hvem der primært fik idéen til, at de skulle begynde en lederkarriere, svarer 48 % af mændene, at det var dem selv, hvorimod det kun gælder 39 % af kvinderne. 51 % af kvinderne svarer, at det var deres daværende chef, som gav dem skubbet til at starte en lederkarriere, sammenlignet med kun 43 % af mændene. 

 

Hvis fremtiden derfor skal byde på flere kvindelige ledere, så mener Nanna Simone Jensen, at virksomhederne er nødt til at tage et kig på, hvordan de sikrer, at man fremmer de lederaspiranter og talenter, der er i virksomheden. For kvinder og mænd indleder ikke nødvendigvis en lederkarriere på samme måde. 

 

“Gør vi blot som vi plejer at gøre, så rykker vi ikke nærmere flere kvinder i ledelse. Man kan også spørge sig selv, om diversiteten i virksomheden er tilstrækkelig ift. at få så mange forskellige perspektiver bragt til bordet som overhovedet muligt,” siger Nanna Simone Jensen, som mener, at man med fordel kan kigge nærmere på sine talentudviklingsprogrammer, MUS-samtaler, netværk og mentorordninger, og hvad der ellers måtte være i virksomheder af fora, hvor medarbejdere med lederambitioner trænes eller udvikles. 

 

Flere barrierer for kvinder med lederdrømme 

Det er dog ikke nok, at arbejdspladsen opdager de kvindelige medarbejdere med en lederdrøm i maven. Der kan være flere barrierer for kvinders lederdrømme. En af dem er barsel som, ifølge Nanna Simone Jensen, er en af de største strukturelle og kulturelle barrierer for at få flere kvinder i ledelse. 

 

“Dertil ved vi fra adskillige undersøgelser, at kvinder stadig løfter et større praktisk arbejde i hjemmet end mænd gør, og sammen med barselsorlov kan dette faktum betyde, at der er flere ting der skal gå op i kvinders karriereligning end mænds. Sådanne uligheder skal vi til livs,” siger Nanna Simone Jensen, som også opfordrer kvinderne til at tale højt om deres lederdrømme på arbejdspladsen. 


“Der er ingen, der kan læse dine tanker, så sig det højt. Det er også en god ide at gøre ledelse til dit fag, så tænk det ind ift. kompetenceudvikling og karriereplaner. Hvad bringer dig tættere på et lederjob, og hvilke opgaver kan træne din leder-muskel? Til sidst er det også vigtigt at huske på, at man som ny leder ikke kan alting selv, så søg sparring og vejledning,” siger Nanna Simone Jensen.

Sommerbryllup i Løgumkloster

Læs også: Sommerbryllup i Løgumkloster