Personlig økonomi

Du behøver ikke sige dit job op for at tjene flere penge. Har du overvejet en sidehustle?

Du behøver ikke sige dit job op for at tjene flere penge. Har du overvejet en sidehustle?
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 29. marts 2024

Drømmer du om flere penge mellem hænderne? Eller kunne du godt tænke dig at starte en virksomhed, men er du ikke klar til at sige dit fuldtidsjob op? Så kan det være, at du skal overveje en sidehustle. Det betyder ikke – som navnet ellers antyder – at du skal stå i sidegaderne og sælge lyssky produkter, men derimod, at du kan bygge en virksomhed i din fritid eller sælge mindre ydelser, der kan være vejen til mere økonomisk frihed i fremtiden.

 

Af Mille Skjold Madsen

 

Der kan være mange grunde til at overveje en sidehustle. En af dem er selvfølgelig pengene, som på sigt kan give frihed. Måske drømmer du om at gå tidligt på pension, men det kan også være, at du gerne vil bruge din sidehustle til at brande dig selv som ekspert med online kurser og bøger indenfor dit felt. 

 

For alle sidehustles gælder dog, at de starter med en aktiv handling. Start med at finde ud af, hvad din motivation er for at starte en sidehustle. Herefter skal du kigge på, om der er startomkostninger forbundet med din sidehustle, og hvor meget af din fritid du kan/vil bruge på det. 

 

Der kan være sidehustles, som ikke koster noget i opstartsfasen, men derimod tager en del af din tid, hver gang du skal tjene pengene. Som fx hvis du skal passe børn eller gå tur med en hund. 

 

Der kan også være sidehustles, som kræver meget tid i begyndelsen, hvor du ikke tjener penge. Skriver du en bog eller bygger et online kursus, tjener du først penge, når du sætter det til salg – til gengæld vil du kunne sælge bogen eller kurset mange gange.

 

Kan man blive rig af sin sidehustle? 

 

Det er muligt, at din sidehustle ender med at tjene dig en masse penge. Flere iværksættere fortæller, at de har startet deres succesfulde virksomheder som en sidehustle. Vidste du fx, at Økonomista var en sidehustle de første 18 måneder? 

 

Men du kan også sagtens tænke din sidehustle i en mindre skala. Det kan være, at du hjælper andre med deres CV ved siden af dit fuldtidsarbejde eller har skrevet en bog, som giver lidt bibliotekspenge hvert år. 

 

Uanset om du drømmer om at skabe en virksomhed med en millionomsætning, investere lidt penge eller arbejde et par timer ved siden af dit fuldtidsjob, så kan en ekstra indkomst give dig nogle muligheder i fremtiden, hvor du ikke er bundet op af et lønmodtagerjob.  

 

Tjener du fx 1.000 kr. mere om måneden efter skat med din sidehustle og investerer pengene i en global indeksfond med et gennemsnitligt årligt afkast på 5 %, vil du efter 10 år forventeligt have 141.000 kr. på kontoen. 

 

Der er selvfølgelig ingen, som kan spå om fremtiden, men investering har historisk set kunnet betale sig. Kigger man på det globale aktiemarked over de sidste 21 år, er det årlige afkast i gennemsnit steget 6 % om året – og i det er også medregnet en dotcom-boble og finanskrise. 

 

11 ideer til en sidehustle: 

 

Køb en ejendom og lej den ud 

Denne kræver nok lidt flere penge på lommen, men har du en bolig, som du ikke selv skal bruge eller har mulighed for at købe en billig ejendom og leje den ud, så kan det også være en vej til en større indkomst. 

 

Lej din egen bolig ud 

Du kan også leje din bolig ud, hvis du ikke selv skal bruge den. Det kan du især overveje, hvis du skal ud og rejse i sommerferien, men du kan også leje et værelse ud, hvis du har en bolig med flere rum, end du skal bruge. 

Husk at sætte dig ind i skattereglerne – og hvis du selv er lejer, gælder der også regler, som du skal være opmærksom på. 

 

Lej din bil ud 

Du kan også leje din bil ud, når du ikke bruger den. Husk at være opmærksom på regler for udlejning. Det gælder især, hvis du har leaset din bil og gerne vil leje den ud. 

 

Lej dine ting ud 

En ny mulighed, som er opstået indenfor de seneste par år, er platforme, hvor du kan leje dine ting ud. Det kan være, at du har en boremaskine eller en hoppeborg, som du kan tjene penge på at leje ud, når du ikke selv bruger dem. Men igen, hvem bruger ikke sin hoppeborg hver dag? 

 

Start en (lille) virksomhed 

Har du iværksætterdrømme, men tør ikke helt gå all-in og sige fuldtidsjobbet op endnu? Så kan det være, at du skal starte virksomheden i en mindre skala. Drømmer du fx om at sælge egne smykker, så brug dine weekender på at producere og sælge nogle få. Det er en god måde at teste din egen lyst til iværksætterlivet, mens du også tester, om der er et marked for dit produkt. 

Husk at tjekke, om du må have en selvstændig virksomhed ved siden af dit arbejde.

 

Sælg din viden 

Sidder du inde med en stor viden om et bestemt område, så kan du også sælge den i form af konsulenttimer, online kurser, workshops eller i en bog. Fordelen ved at udbyde online kurser er, at du kan sælge det samme produkt til mange forskellige, hvor du med konsulenttimer kun kan sælge til én ad gangen. 

Husk at tjekke, om du må have en selvstændig virksomhed, hvor du sælger din viden ved siden af dit lønmodtagerarbejde. I nogle virksomheder kan der være forbud mod at lave “konkurrerende” virksomheder. Det kan være, hvis du sælger kurser om sociale medier i din fritid og samtidig bliver betalt for at undervise i det på din arbejdsplads.   

 

Skriv en bog 

 

Har du en forfatter gemt i maven? Så kan det være, at du skal skrive en bog. Der er ikke nødvendigvis de store penge i at skrive en bog, men det kan give dig en platform til at formidle et emne, som er vigtigt for dig, åbne op for foredrag og andre samarbejder. Det kan jo også være, at du simpelthen bare ikke kan lade være!

Udover at tjene penge på selve salget fra bogen, så kan der også være en indkomst i form af bibliotekspenge, ligesom skoler og gymnasier skal betale, hvis de køber og kopierer fra din bog. 

 

Sælg ud af dine ting

I den helt lille skala kan du også starte med at sælge ud af alle de ting, som du ikke bruger. Der er mange forskellige måder at sælge dine ting på. Det kan være på et loppemarked, loppestande eller på diverse online platforme.

 

Upcycling

Er du ferm på hænderne, kan du jo også overveje at restaurere møbler. Der findes mange billige møbler på diverse genbrugsplatforme, som du kan shine op med en klat maling, nye greb og tapet. Du kan også købe billigt secondhand tøj og brodere, sy eller male på det. 

 

Vær med i spørgeskemaundersøgelser 

Virksomheder betaler gerne for at høre din mening om deres produkter eller reklamekampagner. Det gør de gennem forskellige analysebureauer, hvor du kan inviteres til at svare på spørgeskemaer og laver brugertests. Beløbene er dog ikke de største ved digitale spørgeskema-undersøgelser, så du skal overveje, om det giver mening ift. den tid, som du kommer til at bruge på det. 

 

Lav små-arbejde for andre 

Har du lidt tid til overs i hverdagen og i weekenderne, så kan du også hjælpe til, hvor andre har brug for det. Det kan fx være at lufte hunde, passe børn, slå græs eller servere til en 30-års fødselsdag.

Tjek op på, om der er gældende regler, love eller beskatning af indkomsten, som du skal være opmærksom på i de forskellige situationer.  

 

Det skal du altid gøre, når du ser et tilbud på nettet 

Læs også: Det skal du altid gøre, når du ser et tilbud på nettet 

Personlig økonomi

Se flere artikler