Selvom vi ser flere kvinder på ledelsesgangene, kæmper mange af os stadig med stress og mistrivsel på arbejdspladsen, og udviklingen går i den forkerte retning. Kvinder har potentialet til at revolutionere arbejdsmarkedet, men det kræver mod og lederskab.
Af Rikke Kristine Østergaard, medindehaver af Ditto, som producerer kreativt indhold der fremmer ligestilling af køn i Danmark. Står bl.a. bag podcasten Karrierekvinder og bogen Den Utålmodige Feminist.
Selvom vi uddanner os i stigende grad, og de fleste erkender kvindernes rolle på arbejdsmarkedet, stagnerer udviklingen af kvinder i magtpositioner. Flere kvinder er trætte af at kæmpe for deres plads og søger i stedet alternative karriereveje som porteføljekarrierer, deltidsstillinger eller selvstændig virksomhed, hvor de kan tilpasse hverdagen efter egne behov.
I Ditto har vi talt med mange kvinder, som har afvist partner- og lederpositioner, fordi de ikke kan forene kravene til arbejdstid med deres livssituation. Under vores søgen efter freelance hjælp til Ditto interviewede vi tre kvindelige freelancere, der alle havde forladt en succesfuld karriere inden for konsulentbranchen efter at have fået deres første barn, for at starte deres eget. I svage øjeblikke kan tanken falde mig ind, at det er anti-feministisk at vælge denne rute, selvom jeg selv har gjort det samme. Når vi nu står på skuldrene af kvinder, som har kæmpet en brav kamp for vores adgang til arbejdsmarkedet, er det så ikke et nederlag, at flere af os vælger at vende det ryggen?
Men så udfordrer jeg mig selv til at se det i et andet lys, og landets ledere og politikere bør gøre det samme. Diversitet handler ikke om at indordne sig i modeller skabt til andre – det handler om at udfordre status quo, innovere og flytte os fremad. Hvis man ønsker at ansætte kvinder, eller andre minoriteter for den sags skyld, og tvinge dem til at arbejde som ‘man altid har gjort’ – så misser man jo hele pointen. Hvis man vil være mangfoldig, skal man også være inkluderende, og det kræver, at man gør op med ‘sådan plejer vi at gøre’ og i stedet lytter til og tror på de personer, som pludselig råber ‘men kejseren er jo nøgen’.
Så i stedet for at tvinge kvinderne (og mændene for den sags skyld) til at passe ind, hvorfor lader vi dem så ikke revolutionere? Gad vide, hvilket arbejdsmarked, vi kunne have, hvis vi gentænkte det med nutidens briller? Mon vi kunne arbejde på nye måder? Mon vi kunne reducere de dyre stress-sygemeldinger? Mon vi kunne skabe et liv, hvor vi alle havde tid til at passe på dem, som står os allernærmest? Mon vi kunne give vores sundhedssystem en velfortjent pause til at genopbygge sig selv?
Før Mette og Kaare kommer for godt i gang, så nej, det betyder ikke nødvendigvis, at vi som arbejdsstyrke skal arbejde mindre. Men det betyder nok, at vi skal fordele byrden lidt anderledes, så det ikke er de samme 25-40 årige, der føder børn og bygger rede, som samtidig forventes at yde mest på arbejde. Især når så mange 50+ kæmper for at finde en meningsfuld plads i et arbejdsmarked, som de har mere tid og lyst til at dedikere sig til end nogensinde.
Det er på tide at se på arbejdsmarkedet med friske øjne og erkende, at traditionelle arbejdsmetoder og forventninger ikke længere opfylder behovene for hverken mænd eller kvinder. Vi bliver nødt til at ændre selve strukturen af arbejdslivet, så det bliver mere fleksibelt, inkluderende og bæredygtigt for alle. Og her kommer lederne ind i billedet. Vi har brug for ledere, der tør bryde med traditionerne og skabe nye veje fremad. Lederne, der forstår, at diversitet og inklusion ikke kun handler om at have forskellige ansigter på kontoret, men også om at lytte til og imødekomme forskellige behov og ønsker i arbejdslivet.
Det kræver mod at gå imod strømmen og udfordre det eksisterende system, men belønningen vil være et mere dynamisk, retfærdigt og bæredygtigt arbejdsmarked for os alle.