For et par uger siden var der Met Gala i USA, hvor kun de allermest rige og berømte kan deltage. Et overdådigt event, som der bruges et helt år på at planlægge, en billet koster 75.000 dollars, og tøjet skal være nøje afstemt med temaet for eventet. Men den røde løber afslørede for et par uger siden ikke kun, hvem der havde den smukkeste kjole.
Af Mille Skjold Madsen
For influencer Hayley Kalil, som var vært på den røde løber, antændte en ild, som har ligget og ulmet i samfundet i noget tid. Til 10 millioner følgere bød hun velkommen til en lydbid med ordene: ”Let them eat cake.”
Hvis du ikke kender til det famøse citat (som måske ikke engang skulle være sagt af den franske dronning Marie Antoinette), så henviser det til perioden under den franske revolution, hvor folket var i nød og manglende mad, og dronningen derfor skulle have været så priveligeblind at sige, at så kunne folket da spise kage.
Musikvalget satte derfor ild til sociale medier, hvor flere udtrykte foragt over, at rige mennesker griner os andre op i hovedet, når de fremviser deres dyre boliger, biler og livsstil. Finansieret af, at vi kigger, liker og kommenterer.
Historien om “Let them eat cake” og den efterfølgende digitale revolution er fascinerende og kaster lys over en voksende utilfredshed med ulighed og privilegieblindhed i den moderne verden.
Hayley Kalils brug af “Marie Antoinette” lydbiden ved Met Gala antændte en gnist på sociale medier, som hurtigt udviklede sig til en bredere bevægelse, der kritiserer berømtheder for deres manglende sociale ansvar.
Denne kritik er ikke ny, men den har fået ny intensitet i lyset af stigende økonomiske udfordringer for mange mennesker. Mens almindelige mennesker kæmper med stigende leveomkostninger, ser de de rige og berømte fremvise deres overdådige livsstil på sociale medier. Dette skaber en følelse af uretfærdighed og frustration, som har fundet udtryk i bevægelser som “Blockout 2024”.
Denne bevægelse vil reducere berømthedernes indtjening ved at blokere dem på sociale medier, hvilket effektivt reducerer deres rækkevidde og indtægter fra reklamer. Det er en måde at vise utilfredshed på og presse dem til at bruge deres platforme til mere meningsfulde formål, såsom at tale om vigtige sociale og politiske spørgsmål.
Effekten af denne bevægelse er allerede synlig. Berømtheder som Taylor Swift, Selena Gomez og Billie Eilish har allerede mistet betydelige antal følgere på sociale medier, hvilket tyder på en håndgribelig indvirkning.
Samtidig ser vi i Kina en mere struktureret indsats mod fremvisning af rigdom på sociale medier. Her har platforme som Weibo, Tencent, Douyin og Xiaohongshu strammet reglerne for indhold, der praler af rigdom og materiel overflod. Dette viser en kulturel forskel i tilgangen til at tackle de samme problemer med social ulighed og privilegieblindhed.
Det kan godt være, at det ikke er en fransk revolution, men det er en digital revolution, hvor folk viser deres modstand og vrede efter, at de de sidste par år har skulle forholde sig til stigende priser på mad, bolig, energi og benzin, mens de har kunne se, hvordan deres likes og views samtidig kun har gjort de rige og berømte endnu rigere.