Personlig økonomi

Mød 6 forskellige madbudgetter: Sådan bruger vi penge på mad

Mød 6 forskellige madbudgetter: Sådan bruger vi penge på mad
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 19. juni 2024

En familie med to voksne og to børn bruger i gennemsnit 5.712 kr. på mad og drikke (uden alkohol). Det viser tal fra Danmarks Statistik, og det inkluderer ikke produkter som rengøringsmidler, wc-papir, bleer, tandpasta, skuresvampe og alle disse småting. Derudover bruger en familie med to voksne og to børn i gennemsnit 2.387 kr. om måneden på alkohol og måltider, som ikke tilberedes i eget køkken. Men hvordan ser det faktisk ud i de danske husstande? Vi har spurgt seks danskere, hvad de bruger på mad hver måned. 

Af Mille Skjold Madsen

 

Lise Marie Petersen

Madbudget: 5.000 kr. pr. måned 

Antal personer i husstanden: 2 voksne og 2 børn

Skaermbillede 2024 06 19 kl. 19.44.41

Vi har ikke gjort os specielt store tanker omkring vores budget, men vi kunne se over tid, at det ca. var det, vi købte for pr. måned. Vi sætter derfor 5.000 kr. over på et specifikt madkort hver måned. 

Hver weekend samler vi en stor bestilling hos et online-supermarked og får leveret alt det, vi skal bruge til ugen, herunder også: bleer, husholdning, madpakke til børnehavebarn osv. 

Vi prioriterer den lidt dyrere løsning hos online-supermarkedet for at spare tid og slippe for indkøb. Der er begrænset tid i hverdagen til at være sammen med børnene, da vi sammen driver virksomheden Lille Bille, og efter institutionen gider vi ikke bruge tid på indkøb. 

Det er ikke sådan, at vi holder et skarpt øje med, at vi rammer lige akkurat de 5.000 kr. eller i hvert fald ikke går over. Vi gør dog et par tiltag for ikke at sprænge budgettet og spare tid på madlavningen:

  • En dag med rugbrødsmadder
  • Nogle gange en dag med havregryn/yoghurt/“morgenmad” 
  • Kun én køddag om ugen eller måske en pakke kød, der bliver til 2 x aftensmad (fx. chili con carne)
  • Meget begrænset takeaway.

 

Aia Bjørn Klang

Madbudget: 4.500 kr. pr. måned 

Antal personer i husstanden: 2 voksne og 2 børn (+ en hund)

Aia

I tidernes morgen levede jeg fra måned til måned og havde aldrig noget tilbage på min konto, da måneden var omme. Jeg havde absolut intet overblik over min økonomi og anede ikke, hvor mine penge forsvandt hen. Jeg besluttede at få styr på mit forbrug og forhåbentlig finde penge til en bil. 

Jeg oprettede en madkonto og fik et kort til denne, således at mine “lommepenge” og madpenge ikke flød sammen. Da jeg gjorde overvejelser om budgettets størrelse, tog jeg udgangspunkt i udtalelser fra forskellige eksperter og influencere og tilpassede det så til vores hverdag. Budgettet er tilpasset løbende i takt med, at familien og rådighedsbeløbet er vokset. I vores nuværende budget er der prioriteret rum til impulsive køb, fleksibilitet i madplanen og nemme løsninger som takeaway. Hundens dagligvarer er også med i dette budget. 

Vi har investeret i en skabsfryser, hvilket giver rigtig god mening for os. Vi køber stort ind hver anden-tredje måned, hvor vi fylder fryseren med “basis”-kød. Ofte gør vi brug af Bilkas storkøb. Jeg kigger ofte efter konserves, frost- og tørvarer på tilbud og køber så stort ind, når der kommer et godt tilbud. De resterende varer bliver handlet ca. én gang om ugen. Det vil sige frisk frugt og grønt, rugbrød og diverse. Når jeg handler, kigger jeg ofte på kiloprisen for at få mest muligt for pengene. 

Til trods for, at der er rum til fleksibilitet og impulskøb i budgettet, forsøger vi at gøre det nemt for os selv at bruge det, vi har derhjemme i stedet for at smide penge efter nemme løsninger. 

Dette gør vi ved at afsætte i gennemsnit to dage om måneden til at lave store portioner mad til fryseren, som blot skal i en gryde og varmes, inden det kan spises. 

 

Trine Skov Rasmussen

Madbudget: 4.000 kr. pr. måned (inkl. husholdningsprodukter – rengøringsmidler, toiletpapir mv.)

Antal personer i husstanden: 2 voksne og 1 barn

Trine madbudget

Vi har længe haft en fælles madkonto, så vi havde en god ide om, hvor meget vi brugte på mad. Da min mand så skulle være hjemmegående med vores barn, og vi derfor lever på én indkomst, valgte vi at fastsætte madbudgettet så lavt, som vi kunne, uden at skulle gå på kompromis med vores prioriteter. 

Vi køber kun økologisk og spiser sjældent kød – dog prioriterer vi fisk. Vi har et madplansystem, og så handler vi stort ind i Bilka én gang om måneden, når de har 25 % på økologi. Forinden udvælger vi retter til hele måneden, så vi køber præcis, hvad vi har brug for og undgår for mange impulskøb. 

 

Katja Fliedner Gantriis

Beløb på madbudget: 800-1.000kr. pr. måned 

Antal personer i husstanden: 1

Katja 1

Beløbet er tilkommet løbende. Da jeg startede mit vægttab i 2019, fokuserede jeg meget på frugt og grønt i sæson og købte ind derefter. Jeg endte ofte på et gennemsnit på 1.200 kr. pr. måned, men jeg kan godt lide at udfordre mig selv, så jeg prøvede af, om jeg kunne gennemføre en måned for det halve beløb uden at gå på kompromis med retter og smag. 

Jeg erfarede at med planlægning og en blanding af sæsonvarer, et godt basislager og tilbudsjagt, kunne jeg holde et madbudget på omkring 800 kr. om måneden. 

Jeg har lært hjemmefra at købe basisvarer på tilbud og altid have et lille lager. Sidenhen er jeg begyndt at optimere mine indkøb og madplaner efter tilbudsvarer.

Det er en prioritet for mig, at mine måltider er nemme, enkle, og at det smager godt hele ugen. Det giver mig enorm ro, at jeg ikke skal tænke på ideer og madlavning i løbet af en travl uge, hvor jeg i hverdagene ofte tager tidligt af sted og kommer sent hjem. Jeg forbereder morgenmad og frokost om søndagen, til ugen der kommer, midt på ugen kigger jeg tilbudsaviserne igennem for gode tilbud. Desuden har jeg en app, der giver besked, hvis nogen af de varer, jeg har markeret, kommer på tilbud, det gør det nemt at købe basisvarer på tilbud.

Det er et mål for mig at holde vægten ved lige efter mit vægttab, og at der er plads til alle madvarer. En afledt effekt af at forberede maden er, at jeg oplever, at mit madspild er kraftigt minimeret, og det sætter jeg meget pris på. 

 

Malene Mølgaard 

Beløb på madbudget: 2.500 kr. pr. måned 

Antal personer i husstanden: 2 voksne og 1 barn (1 år)

20240313 102656

 

Vi har fastsat vores madbudget ved at holde øje med vores forbrug/behov over en periode og herefter finde et beløb, som var noget skrabet, men muligt at overholde. Det har vi valgt, fordi vi hele tiden har haft et ønske om at spare penge sammen til andre ting end mad, og derfor har vi fra start besluttet, at madbudgettet ikke måtte stikke af.

Vi har for nylig købt ejendom, og det har bl.a. været muligt, fordi vi sparer på poster som fx mad. Derfor er det også en god motivation for at fortsætte.

Vi holder budgettet nede ved at købe rigtig mange datovarer og tilbud, hvor vi fryser en del ned, og ellers køber vi varer med fast, lav pris. Vi laver meget mad fra bunden (fx med egen køkkenhave) og henter af og til gratis overskudsvarer hos Stop Spild lokalt. Vi prøver at lave madplan og bruger ALT (smider nærmest intet ud).

Hvis vi køber takeaway eller spiser ude, bruger vi somme tider “fornøjelseskontoen” i stedet for madkontoen, da vi har en ide om, at det egentlig hører bedre til på den konto.

 

Mia Ahm Lindgaard

Beløb på madbudget: ca. 9.000-10.000 kr. pr. måned

Antal personer i husstanden: 4 (+ 2 katte)

Mia Lindegaard 1

Vi havde før en konto til madbudget og en til rådighedsbeløb (ud over konti til budget, opsparing m.m.). Men vi oplevede ofte, at vi brugte mere på madbudgettet og endte med at skulle flytte penge fra rådighedsbeløbskontoen til madkontoen. 

Vi har nu i stedet for én konto til både mad og rådighedsbeløbet, hvor det månedlige samlede mad- og rådighedsbeløb sættes ind. Herfra overfører vi automatisk hver uge 2.000 kr. til rådighedskontoen. På den måde kan vi holde styr på det ugentlige budget på mad og diverse.

 

Vi synes, det er mere overskueligt på denne måde, da vi har fælles økonomi og fælles konti, og føler på den måde, at vi har mere overblik og “kun” kan bruge de 2.000 kr. om ugen. 

Vi handler gerne på tilbud med de fleste varer og har en kummefryser, som vi fylder op og bruger fra løbende, men vi har også fokus på madspild og økologi. 

 

Madspild var tidligere en af vores store “syndere”, vi købte for meget, og nu har vi et princip om, at man ikke skal smide mad ud. Modsat mange andre handler jeg mere end én gang ugentligt. Det er først og fremmest for at have friske grøntsager og ikke risikere at skulle smide dem ud, hvis de bliver rådne, og for at vi ikke køber ALT for meget ind, som ender i madspild. Derfor handler jeg småindkøb på vej hjem på cykel. 

 

Økologien bliver også prioriteret, for det er med til at passe på os selv, miljøet og dyrevelfærden. Det er dog ikke altafgørende, hvis jeg fx kan få kød på tilbud, men dyrevelfærd er vigtigt, og det vigtigste for os er, at vi handler indenlands. Derfor vil mit valg være en pose danske, konventionelle æbler frem for økologiske, spanske æbler. 

 

 

Det skal du altid gøre, når du ser et tilbud på nettet 

Læs også: Det skal du altid gøre, når du ser et tilbud på nettet 

Personlig økonomi

Se flere artikler