Personlig økonomi

En barsel og to år på deltid kostede Ida 30.000 kroner i pension: “Jeg fik et kæmpe chok”

En barsel og to år på deltid kostede Ida 30.000 kroner i pension: “Jeg fik et kæmpe chok”
Amanda Frisk
Af Amanda Frisk 17. juli 2024

Kvinder vælgere i højere grad end mænd at gå på deltid, og det går ud over deres pension. Derfor er det vigtigt at forhøje sine indbetalingsrater eller få en ægtepagt, mener markedschef hos PKA.

Af Amanda Frisk

 

Inden sygeplejerske Ida Rindorf skulle på barsel, sagde en kollega til hende, at “hvis du går på deltid, så skal du huske at være fuldtidsforsikret.”

Jeg troede, at det havde noget at gøre med min forsikring. Men i dag forstår jeg, at hun mente i forhold til min pension. Jeg kontakt til min pensionskasse PKA, som sagde jeg ville få et brev i eboks, når mine betalinger gik ned,” siger hun.

 

Efter hun havde født sin datter, modtog hun brevet fra sin pensionskasse. Men da sad hun med en nyfødt i armene, ammehjerne og 2 timers søvn, så det var ikke lige pensionsordningen, der var førsteprioritet.

“Jeg har ellers altid haft det som en mental note, at jeg ikke skulle gå ned i pension, når jeg kom på barsel og deltid,” siger Ida Rindorf.

 

Kvinder tager 86 procent af barslen. Samtidig arbejder 26,6 procent af kvinder på deltid, mens tallet er 9,2 procent for mænd. Det viser tal fra 2022 fra Danmarks Statistik. Det har konsekvenser for kvindernes pensionsopsparinger, der trods en generel stigning, stadig ligger 24,8 procent lavere end mænds

 

Ida Rindorf var et år på barsel, nogle måneder på orlov og derefter gik hun på deltid fra 37 til 28 timer. Efter to år på deltid kontaktede hun sin pensionskasse for at finde ud af, hvordan det gik med hendes pensionsopsparing. De informerede hende om, at hun var 30.000 kroner bagud sammenlignet med, hvis hun aldrig var gået ned i indbetaling. 

Jeg fik et kæmpe chok. Jeg havde efterfølgende et møde med pensionskassen, hvor de gjorde mig opmærksom på, at deltidsansættelser, orlov og barsel er et kæmpe problem for kvinders pensionsopsparinger,” siger Ida Rindorf.

 

Økonomisk bevidsthed kommer gradvist

Det blev startskuddet til mere økonomisk bevidsthed omkring pension for Ida Rindorf. Tidligere i sit liv var hun blevet meget bevidst om ikke at forgælde sig. Som ung sygeplejerskestuderende, havde hun nemlig taget studielån og forbrugslån. 

Mange, der kendte mig i min ungdom, ville nok grine lidt over, at jeg skal interviewes til et pengemagasin. For folk synes, at jeg var meget økonomisk uansvarlig som ung. Da jeg flyttede hjemmefra, havde jeg ingen budgetkonto eller styr på økonomi.

 

Da hun blev færdiguddannet som 23-årig og fik sit første fuldtidsjob, begyndte hun at betale af på lånene. Hun var gældsfri som 30-årig. Selvom hun har været økonomisk bevidst siden, blev mødet med pensionskassen alligevel et wake-up call. 

“Siden jeg blev mor er jeg blevet meget opmærksom på, at barsel, orlov og deltidsansættelser har en stor indflydelse på ens livsindkomst og pension.”

 

Hun valgte derfor at sætte 30.000 kroner ind på sin pensionsopsparing. Derudover har hun valgt at hæve indbetalingerne, så hun i dag indbetaler, som om hun arbejder på fuld tid. Samtidig har hende og hendes mand en aftale om, at hun ikke betaler lige så meget ind til deres fællesøkonomi, som han gør.

“Jeg bliver ikke straffet, fordi jeg er kommet på deltid. Der er fairness. Kvinder får generelt en dårligere løn, og af den grund er det sindssygt vigtigt, at vi bliver mere bevidste om vores økonomiske situation, og at vi sikrer os bedre økonomisk,” siger Ida Rindorf

 

Ægtepagter kan dele pensionen ligeligt

Hos arbejdsmarkedspensionsselskabet PKA mener Louise Krog Larsen også, at det er vigtigt at blive bevidst om sin pension. 

“Jo længere tid man har til at spare op, jo billigere er det per måned. Det vigtigste formål er, at man selv kan bestemme, hvordan ens seniortilværelse skal være. For mig handler det om frihed,“ siger Louise Krog Larsen.

 

Hun understreger, at tendensen til, at flere kvinder går på deltid også betyder, at de skal være endnu mere bevidste om, hvordan det påvirker deres pension. 

“Man bliver straffer senere i livet, hvis der er perioder, hvor man sparer mindre op,” siger hun.

 

Det gælder både, hvis man ikke har fuld løn under barslen, eller hvis man går på deltid. Deltid er særligt problematisk, hvis man ikke sparer lige så meget op, som hvis man var på fuldtidsansættelse. Derudover er det problematisk, hvis man er på deltid, fordi man passer hus, børn og måske sender sin mand på arbejde på fuld tid.

“Så sparer han op på en højere løn. Det er ikke noget problem, så længe man er gift, og alle er glade. Men hvis man går fra hinanden, så beholder han sin pension, og hun får sin deltidspension,” siger Louise Krog Larsen.

 

Når man bliver skilt, så bliver pensionsopsparingerne ikke delt ligeligt over, i stedet beholder hver part sin egen. Løsningen er at gå op i indbetalinger.

“Og så har man muligheden for at lave en ægtepagt, hvor der står, at i tilfælde af skilsmisse så deler man pensionerne lige,” siger Louise Krog Larsen.

 

Hvis du står i en situation, hvor du har betalt mindre ind til pension i en periode, så opfordrer hun dig til at tage kontakt til dit pensionsselskab. De kan hjælpe med at udregne, om din nuværende ordning er noget, du kan leve af, når du går på pension. 

Uanset hvad, så handler det om at tage stilling og blive bevidst, mener hun. For hvis du ikke gør det, så bliver beslutningerne truffet for dig. 

Det skal du altid gøre, når du ser et tilbud på nettet 

Læs også: Det skal du altid gøre, når du ser et tilbud på nettet 

Personlig økonomi

Se flere artikler