Foto: Frank Cilius
Klummen er udtryk for skribents holdning
Passiv indeksinvestering har gået sin sejrsgang verden over. Det startede hos de professionelle og har siden bredt sig til private investorer. Men som altid har nogle investorer været langsommere til at se lyset – også blandt de professionelle investorer. Er det så fordi, at passiv investering ikke er godt? Nej, snarere tværtimod, og det kan vi bl.a. se ved pensionsgiganten PFA, som nu også har skiftet mening.
Af Jens Balle, investeringsekspert, vært på podcasten “Investering på hjernen” og forfatter til bogen “Når hulemænd investerer”
I mine første mange år som investeringsrådgiver, handlede manges aktieinvestering meget om at slå markedet. Ved at analysere aktierne, spotte trends i forbrugernes adfærd eller optimere på sektorplaceringer, forsøgte investorer at skabe afkast ved at være klogere end de andre.
Sådan var det mange steder, og mange havde en holdning om at fonde “var for de fattige”. Så kunne man begynde at investere i enkeltaktier, når ens formue var blevet større.
Banker og andre investeringsrådgiveres forretningsmodeller var bygget op på dette – både herhjemme og i udlandet.
Så kunne man blive ringet op – husk på der var ingen internet i starten af min karriere – af sin børsmægler eller investeringsrådgiver med input fra dagens marked eller omlægningsforslag. Jeg havde næsten indtryk af, at nogle af disse kunder fik et kick ud af disse samtaler – måske også mere end de fik afkast.
For hvad skulle de – eller deres investeringsrådgiver for den sags skyld – reelt kunne bidrage med? Viden som alle andre investeringsrådgivere ikke havde opdaget? Næppe.
Aktiv investering giver ikke merafkast
Samtidig var der meget lidt afkastrapportering, så ingen vidste rigtig hvordan det gik. Da man begyndte at måle på afkastet, viste det sig desværre også, at ikke ret mange havde fået noget ud af indsatsen (udover rådgiverne, der tjente på omsætningen).
Den type investering kaldes for aktiv investering. Det er ikke lig med, at man nødvendigvis handler meget, men at man tager aktiv stilling til de aktier man køber eller sælger.
I takt med at analyser påviste megen lille succes ved disse aktive valg – selv hos professionelle investorer – dukkede nye produkter op, der blot investerer som det indeks de følger. Man tager altså ikke stilling til, om man vil købe Novo eller Mærsk i en dansk portefølje. Man køber dem begge, fordi de er med i OMX-indekset. Man tager altså ikke aktiv stilling, og derfor bliver dette kaldt passiv investering. Det er dog ikke helt passivt – se sidste afsnit.
Denne investeringsform er vundet frem – startende i USA, men har siden bredt sig til mange investorer. Især de langsigtede investorer har stor glæde af at fravælge de aktive investeringer.
Kan være svært at save den gren man sidder på
I rådgivningssegmentet hænger de fleste dog fast i aktive investeringer. Enten individuelle eller via investeringsfonde. Det kan ofte hænge sammen med en tro på, at de aktive investeringer er gode og et ønske om at bibeholde den høje indtjening, aktive investeringer er forbundet med.
Som rådgiver kan det også være vanskeligt at indrømme ens middelmådighed og måske miste arbejdsopgaver. Som et eksempel på dette, så man den store pensionskasse PFA advare mod passive fonde i FinansWatch tilbage i 2018 under denne overskrift: Pensionskæmpe fraråder passive fonde: “Det strider mod vores investeringsfilosofi”
Heldigvis kan vi alle blive klogere, og PFA er nu vendt på en tallerken omkring de passive investeringer. I hvert fald ændrede de holdning til passive strategier, som denne overskrift på AM Watch indikerer:
PFA goes passive on global equities: “We are now in a regime where the winner takes it all”
Det bliver spændende om det får positiv betydning for investorers afkast og omkostninger.
Passiv investering er for alle
Når nu endnu en pensionskasse, med masser af ressourcer til analyser og masser af dygtige samarbejdspartnere, vælger den passive strategi, hvordan skulle du så kunne slå markedet?
Jeg oplever mange private investorer, der fortsat tror de kan slå markedet, og derfor selv vælger at sammensætte deres portefølje. Ofte med meget større risiko til følge. Ofte uden, at det reelle afkast følger med.
Det er ikke automatisk bedre at investere i aktier selv, og derved undgå omkostningerne til en indeksfond. Der kan være mange risici ved selv at investere – blandt andet risikoen for at komme til at omsætte for meget! Det betyder højere omkostninger og dermed formentlig også lavere afkast.
Men nogle ser stadig investeringsfonde som en måde “de fattige” kan investere på. Til det har jeg altid sagt: Bare fordi man har mange penge, kan man jo godt behandle dem godt!
Selv investerer jeg kun i fonde! Det har jeg gjort længe og afkastet har været ganske godt.
Så kan man evt. supplere med nogle aktive investeringsvalg for en mindre del af porteføljen, hvis man syntes det er interessant.
Passiv investering er ikke helt passiv
Desværre tror mange, at passiv investering er lig med køb og behold. Sådan forholder det sig dog ikke, da der stadig kan opstå hændelser, der fordrer ændringer i en portefølje. Det kan blandt andet ses på sammensætningen af det amerikanske Dow Jones-indeks over tre forskellige år.
Sammensætningen i 1991 og i 2020 er markant anderledes, idet kun 14 af de 30 selskaber er de samme. Fra 2020 til 2024 er kun en enkelt skiftet, idet Walgreens er byttet ud med Amazon.
Der sker nemlig ændringer i samfundet, hos forbrugerne og i selskaberne, der gør at en repræsentativ aktieportefølje ændres over tid. Som åbenlyse eksempler er optagelsen af Salesforce, Intel og Microsoft, mens Sears og olievirksomheder er gledet ud. Den slags tilpasninger skal du også selv lave, hvis du laver din egen portefølje af aktier, du vil købe og beholde.
Investerer du via en indeksfond sørger de for løbende at lave tilpasninger, så din portefølje afspejler indeksets sammensætning.
Indhold i Dow Jones-indeks 1991, 2020 og 2024
