Af chefredaktør Mille Skjold Madsen
Vi føder for få børn i Danmark. Det sagde Lars Løkke på Moderaternes sommergruppemøde i denne uge. Det er også et punkt, som regeringen har haft fokus på i længere tid, for der bliver født færre børn.
De nyeste tal viser, at en gennemsnitlig kvinde i Danmark i 2022 fik 1,553 børn, og det tal er i 2023 faldet til 1,496 børn.
En af løsningerne skulle ifølge regeringen findes i at det skulle være gratis at få fertilitetsbehandling til barn nummer to. Det er jo også smart at henvende sig til en målgruppe, som man allerede ved har købt ind på projekt barn og sælge ideen til dem.
Spørger man Lars Løkke på sommergruppemødet, så siger han også, at de skal være parat til at fjerne nogle af de barrierer, der gør det komplekst og dyrt at etablere sig som familie.
Moderaterne foreslår at give børnefamilierne mulighed for at oprette en såkaldt “familiekonto”, der blandt andet kan bruges til at betale for daginstitution de første par år.
Men der er noget, som politikerne ikke har forstået. Det handler ikke kun om at få lidt luft i hverdagsbudgettet eller hjælp til fertilitetsbehandling. Det handler også om, at vi som samfund økonomisk straffer dem, som faktisk føder børnene.
For et par år siden var der en meget omtalt overskrift i Mandag Morgen, hvor der stod “Kvinder er en underskudsforretning for staten” – det handlede om at kvinder ikke bidrager lige så meget økonomisk til velfærdsstaten, fordi vi tager en stor del af barslen. For det har jo ikke værdi?
Men mens kvinder er en underskudsforretning for staten, så er det også en underskudsforretning for kvinder at få børn.
Det koster os 20 % på lønnen, når vi får første barn, og vi indhenter aldrig det tabte. Mænds løn er derimod upåvirket af at få børn. Vi holder barsel, som sætter os bagud i vores karriere, vi laver 9 ugers ulønnet husholdningsarbejde mere om året end mænd, og fordi vi taber så meget på lønnen ved at få børn, så ender vi også med en lavere pension end mænd.
Men det er også givende at få børn, vil nogen måske påpege.
Ja, det er det. Jeg har selv to barylere derhjemme på 9 og 5 år, og jeg ville ikke undvære dem for noget i verden. Men jeg kan samtidig ikke se, hvorfor jeg som kvinde skal acceptere, at det koster mig økonomisk at få børn, mens min mand har kunne fortsætte sit liv fuldstændig uanfægtet af det.
Derfor er det heller ikke fair, at politikerne holder os som gidsler i en situation, hvor vi får børn, fordi vi oprigtigt gerne vil have dem, men det koster os alt økonomisk. Det er ikke længere en velfærdsstat, hvor vi bidrager og modtager. Det er udnyttelse af vores kærlighed til vores børn. For satte man regnestykket ind i et excelark, der viste hvor meget det kostede kvinder at få børn uden at få noget tilbage, så er der jo ikke en finansdirektør i verden, der ville anbefale det.
Spørger man unge kvinder om, hvad det ideelle antal børn er for dem, så er andelen, der siger ’nul’, omkring ni procent for kvinder født omkring årtusindeskiftet, mens det samme tal var fire-fem procent for kvinder født før 1990.
Jeg forstår det godt. For det ser jo ikke særlig attraktivt ud, når de ser os kvinder halse rundt for at nå et fuldtidsarbejde, hente børn som de sidste (og med hovedet højt) i en institution med dårlig normering for at gå hjem og stå foran kødgryderne til vi segner om på gulvet.
For vi skal arbejde mere. Men vi skal også få flere børn. Og vi skal sende dem hurtigt i daginstitution, men der er ikke plads. Bliver vi hjemme og passer i flere år, så får vi den løftede pegefinger om at være en underskudsforretning for staten, fordi vi ikke arbejder fuldtid. Bliver vi derimod syge af stress over ovenstående, så er der hjælp at hente, men kun en i kort periode, så er det på benene igen. Børnene må godt være syge, men kun en dag, så skal vi finde en måde at få dem passet, men vores forældre arbejder stadig, fordi pensionsalderen har rykket sig, så hvem ringer man til? Der er bare noget som ikke giver mening i det her regnestykke.
Jeg tror, at de yngre kvinder ser det ødelagte regnestykke og tænker: Pænt nej tak! Det ser jeg også selv i min omgangskreds.
Derfor tror jeg ikke, at det er nok med økonomisk hjælp til fertilitetsbehandling og daginstitution. Vi er nødt til at ændre helt værdimæssig holdning og se kvinders ulønnede arbejde med at få børn som en investering og honorerer det derefter. For hvis vi ikke begynder at sætte pris på kvinder i samfundet, hvordan skal de så have lyst til at sætte pris på at få børn?