Personlig økonomi

Genbrugstip: Sådan fandt jeg vintertøj til mine børn for kun 350 kr.

Efteråret er over os, og vi er allerede i oktober. Det betyder, at jeg er i fuld gang med at finde vintertøj til børnene. Med to sæt overtøj, vinterstøvler, handsker, huer osv., kan det hurtigt blive en dyr affære. Derfor vil jeg gerne dele, hvordan jeg selv holder budgettet nede.

Genbrugstip: Sådan fandt jeg vintertøj til mine børn for kun 350 kr.
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 7. oktober 2024

Jeg køber meget brugt tøj, både til mig selv og børnene, og nu hvor vi har ramt efterårssæsonen er det ingen undtagelse. 

Mine børn er store nu, og derfor kan det være lidt sværere at finde pænt, brugt overtøj til rimelige penge i str. 122-158, men det kan lade sig gøre, og jeg tænkte, at andre måske kunne finde inspiration i, hvordan jeg gør. 

Til min søn har jeg fundet en mørkeblå flyverdragt fra mærket ZigZag til 100 kr. Den koster i oprindelig pris op til 849 kr., så der var en del at spare. Pæn, uden huller og slid, klar til en ny sæson. Hans gamle flyverdragt fra sidste år gav jeg også 100 kr. for brugt og sælger videre for en flad 50’er. Jeg kunne måske godt få mere for den, men jeg tror også på god genbrugskarma, hvor man sender gode varer ud til en god pris, så andre også kan få glæde af det. 

Til min datter købte jeg hendes vinterjakke fra ny på tilbud til 350 kr. Hun havde den samme sidste år, men er vokset ud af den, og drømte om den samme igen. Jeg kunne ikke finde den brugt, men derimod på tilbud til 350 kr, og så kunne jeg sælge den fra sidste år til 100 kr. Hendes skibukser fandt jeg til 100 kr brugt i flot stand, og solgte dem fra sidste år til 100 kr. (gav selv 150 kr. for dem brugt). 

Så hendes samlede vinterovertøj kommer til at stå mig i 250 kr., når man trækker det solgte tøj fra. 

Men kan man virkelig finde pænt brugt overtøj til en god pris? Ja, det kan man godt, men det kræver, at man lige bruger lidt ekstra tid på at lede. Især når man, som jeg, leder efter større størrelser. 

Her er nogle af de metoder, jeg bruger:

  • De gode tilbud på overtøj i pæn stand, der typisk sælges til 100-200 kr., ryger hurtigt, så det handler om at være aktiv på diverse salgsplatforme. Når du ser noget, der passer, så slå til med det samme, for det bliver hurtigt solgt videre.
  • Du kan også opsætte en søgeagent, som sender dig beskeder, når nye varer, der matcher dine kriterier, kommer til salg. Det kunne være noget som “flyverdragt str. 116” eller “vinterjakke str. 98”.
  • Sænk dine forventninger. Hvis du vil have noget flot til en god pris, skal du være villig til at gå på kompromis. Det kan være, at flyverdragten ikke er i den helt rigtige blå farve eller ikke har det populære Molo-print. Jeg prioriterer, at tøjet er i god stand frem for, at det er et bestemt mærke. På den måde er jeg også mere afslappet omkring, om det holder hele sæsonen, eller om det kan sælges igen bagefter.
  • Find din motivation. Det kan føles tidskrævende og lidt trættende at lede efter de gode second hand fund, så jeg prøver altid at have en motivation for øje. For mig er det, at de penge, jeg sparer, kan bruges på oplevelser med familien i stedet. Lige nu sparer vi op til sommerferie, og de penge, jeg har sparet på at købe brugt, går direkte i feriekassen.
  • Husk at sælge det overtøj, dine børn ikke bruger længere. Hvis dine børn er vokset ud af deres gamle overtøj, så sæt det til salg nu, og brug pengene, ligesom jeg gør, på at købe nyt – eller rettere sagt, nyt brugt!
Det skal du altid gøre, når du ser et tilbud på nettet 

Læs også: Det skal du altid gøre, når du ser et tilbud på nettet 

Personlig økonomi

Se flere artikler