Personlig økonomi

7 virale pengeudfordringer, der gør det sjovere at spare op

Opsparing behøver slet ikke at være kedeligt! Du kan faktisk gøre det både sjovt og motiverende ved at udfordre dig selv med små pengeudfordringer, såkaldte “challenges”.

7 virale pengeudfordringer, der gør det sjovere at spare op
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 11. april 2025

Her får du derfor 7 virale pengeudfordringer fra sociale medier, som måske kan gøre det lidt sjovere at spare op.
1. 52-ugers opsparingsudfordring

Denne udfordring er en klassiker på internettet og går i al sin enkelhed ud på at lægge penge til side hver uge.  Du sætter penge til side svarende til ugenummeret – i uge 1 lægger du fx 10 kr. til side, i uge 2 sparer du 20 kr., og sådan fortsætter du, indtil du i uge 52 sparer 520 kr. Du kan også udfordre dig selv og lægge endnu flere penge til side hver uge, så det fx bliver 100 kr., 200 kr., 300 kr. osv. 

2. “No Spend”-januar

Denne udfordring handler om, at du i hele januar slet ikke må bruge penge på “nice to have” som shopping, snacks eller fornøjelser. Trenden handler om at genstarte din økonomi efter en december måned, hvor mange typisk har haft et højt forbrug. De penge, du sparer, kan du lægge til side til din opsparing. Du kan selvfølgelig holde “No Spend”-måned på alle tidspunkter af året, hvor du gerne vil motivere dig selv til at spare op og minimere forbruget. Du kan også starte med en “No Spend”-dag om ugen og bygge på, som du oplever succes med det. 

3. “No Spend”-kategori

Vælg en udgiftskategori hver måned, hvor du gerne vil skære ned. Det kan være takeaway, tøj eller streamingtjenester. Sæt et mål for, hvor meget du vil spare på denne kategori, og overfør beløbet til din opsparing. Det er en fleksibel udfordring, der både gør dig bevidst om dit forbrug og hjælper dig med at reducere overflødige udgifter.

4. “Rund Op”

Hver gang du køber noget, runder du beløbet op til nærmeste ti eller hundrede kroner og overfører forskellen til din opsparingskonto. Eksempel: Køber du noget til 43 kr., så runder du op til 50 kr. og overfører 7 kr. til din opsparing. Selvom det virker som småbeløb, kan det hurtigt løbe op, især hvis du gør det ved hvert eneste køb.

5. 100 konvolutter

Er du til mere fysiske, visuelle udfordringer, så er denne her måske for dig. Ideen er, at du over 100 dage sparer en større sum penge op ved at lægge mindre beløb til side hver dag. 

Du skal bruge 100 konvolutter og en kuglepen. Du markerer herefter hver konvolut med et nummer fra 1 til 100. Hver dag tager du en konvolut og lægger det tilsvarende beløb i kontanter i konvolutten. 1 kr. i konvolutten på dag 1, 2 kr. i konvolutten på dag 2 osv. Efter 100 dage vil du have 5.050 kr. sparet op. 

6. “Weather Wednesday”

Denne sparetrend går ud på at sætte penge til side hver onsdag baseret på temperaturen i den by, du bor i. Konceptet er simpelt: Tjek din vejrapp, og læg et beløb tilsvarende ugens højeste temperatur i din opsparing. For eksempel, hvis den højeste temperatur er 25 grader, lægger du 25 kr. til side.

Trenden er måske oprindeligt ikke tiltænkt de nordlige breddegrader, hvor temperaturerne kan være lavere om vinteren. For at gøre det lidt sjovere, kan du derfor vælge et tilfældigt land og spare et beløb svarende til ugens gennemsnitstemperatur dér.

7. 1 % Pension

Pension kan synes langt ude i fremtiden, og derfor kan det være svært at finde motivationen i hverdagen. Derfor kan en pensionschallenge måske motivere dig, uden at det føles som om, at dit hverdagsbudget bliver påvirket af at indbetale mere til pension. 

Udfordringen går ud på, at du øger din pensionsindbetaling med 1 % om året. Har du en   årlig indkomst på 350.000 kr., vil en stigning på 1 % tilføje ca. 3.500 kr. til din pension årligt, og det vil svare til en ekstra indbetaling på lige under 300 kr. om måneden. Over tid kan selv små stigninger vokse betydeligt og give dig en større pension. 

De 8 mest almindelige grunde til, at dine følelser styrer din økonomi

Læs også: De 8 mest almindelige grunde til, at dine følelser styrer din økonomi

Personlig økonomi

Se flere artikler