ArtiklerVolkswagen-overskud falder med 31 procent
Hos tyske Volkswagen kan man for alvor mærke, at efterspørgslen på elbiler i Europa er stigende.
Selskabet modtog i 2024 88 procent flere ordrer på rene elbiler end året før.
Alligevel viser regnskabet for sidste år, der er offentliggjort tirsdag, et overskud, der er mindre end året forinden.
Volkswagen-koncernen, der foruden bilerne med samme navn også omfatter Audi, Skoda, Porsche og flere andre mærker, opnåede sidste år et resultat efter skat på 12,4 milliarder euro. Det er lidt mere end 30 procent mindre end året forinden.
Faldet i overskuddet handler blandt andet om, at antallet af solgte biler faldt med 3,5 procent, svarende til 325.000 biler.
I Europa og Nordamerika stod salget næsten stille, mens det faldt i Kina. Til gengæld var der vækst i Sydamerika.
Volkswagen-koncernen forventer at øge omsætningen med op mod fem procent i år.
Salget kan dog blive udfordret af handelsbarrier og geopolitisk uro, øget konkurrence og skiftende energipriser.
/ritzau/