Personlig økonomi

Venedig indfører højere turistgebyr for sidste-øjebliks besøg

Fra fredag den 18. april skal turister, der besøger Venedig, igen betale entré – men i år bliver det dyrere for dem, der venter til sidste øjeblik med at købe billetter. Det nye gebyr, der blev indført som forsøg sidste år, skal fortsat hjælpe med at håndtere den store turiststrøm i byen, som har længe været en udfordring.

Venedig indfører højere turistgebyr for sidste-øjebliks besøg
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 17. april 2025

Sidste år blev Venedig den første storby i verden til at indføre et gebyr for dagbesøgende, og det skabte stor opmærksomhed og ikke mindst en større økonomisk gevinst for byen. Selvom det ikke fik store ændringer i antallet af turister, indbragte det byen 2,4 millioner euro, langt mere end forventet. I år er gebyret fortsat på 5 euro, men prisen for dem, der køber billetter mindre end tre dage før ankomst, stiger til 10 euro.

Det skriver The Guardian.

Simone Venturini, Venediens turismekonsulent, understreger, at gebyret er en vigtig del af byens strategi for at skabe mere bæredygtig turisme:

“Der findes ikke en magisk løsning på problemerne, men dette gebyr giver os et konkret værktøj til at forstå og styre turiststrømmen,” forklarer han. Målet er at fremme overnatningsturisme og samtidig beskytte byens kulturarv.

Gebyret gælder for alle besøgende, der kun er i byen en enkelt dag, og vil blive opkrævet fra kl. 8.30 til 16.00. Det er dog kun nødvendigt for turister, der ikke har booket en overnatning, og børn under 14 år samt besøgende fra Veneto-regionen slipper for at betale.

Selvom turisterne generelt har taget godt imod ordningen, har mange af Venedigs indbyggere kritiseret gebyret, da de mener, at det ikke er løsningen på de store turistmængder. Giovanni Andrea Martini, medlem af byrådet, mener ikke, gebyret har haft nogen mærkbar effekt:

“Der har faktisk været flere turister, og vi er blevet overvældet,” siger han.

De 8 mest almindelige grunde til, at dine følelser styrer din økonomi

Læs også: De 8 mest almindelige grunde til, at dine følelser styrer din økonomi

Personlig økonomi

Se flere artikler