Bolig

Vandet kommer: Tusindvis af boligejere i farezonen

Næsten 60.000 danske boliger er i fare for oversvømmelse på grund af klimaforandringer, især langs kysterne. Finans Danmark foreslår nemmere realkreditfinansiering af diger for at beskytte boligejere mod fremtidige stormfloder.

Vandet kommer: Tusindvis af boligejere i farezonen
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 10. april 2025

Kun en tåbe frygter ikke havet, lyder et gammelt ordsprog. Og med klimaforandringerne i fuld galop er det mere aktuelt end nogensinde. En ny analyse fra Finans Danmark viser nemlig, at næsten 60.000 ejerboliger risikerer at blive oversvømmet i takt med, at havet stiger og ekstremt vejr rammer oftere. Især boligejere langs de danske kyster bør tage truslen alvorligt.

Stormfloder kan blive en ny hverdagsbekymring

Det er ikke længere bare worst case-scenarier. Flere kommuner langs kysten har allerede oplevet de voldsomme konsekvenser af stormfloder, senest i efteråret 2023, da en 100-års hændelse ramte Danmark. Og det bliver ikke ved med at være en sjælden begivenhed.

“En sådan hændelse kan forekomme hvert andet år senere i dette århundrede,” advarer Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark.

Kommuner langs Køge Bugt er særligt udsatte. Faktisk ligger fem af de ti mest risikofyldte kommuner i dette område, og Dragør og København topper listen over steder, hvor der er blevet bygget nye boliger i oversvømmelsestruede zoner de seneste 20 år.

Højt antal kvote 2-ansøgninger skaber boligmangel for studerende

Læs også: Højt antal kvote 2-ansøgninger skaber boligmangel for studerende

Vi bygger stadig i farezonen

Trods øget fokus på klimaudfordringerne fortsætter vi med at bygge tæt på vandet.

”Til trods for den øgede opmærksomhed på risikoen for oversvømmelser i de senere år, viser vores analyse, at vi stadig har bygget tæt på vandet i de sidste tyve år. Klimaforandringerne vil gøre det danske klima vådere, og vi kan desværre se frem til mere ekstremt vejr. Vi vil opleve flere kraftige regnskyl, stigende grundvand og havniveauer samt hyppigere stormfloder. Derfor må vi som samfund og boligejere handle nu,” siger Peter Jayaswal, og forsætter:

”Selvom klimasikring koster, kan det blive langt dyrere at lade være. Fremtidige stormfloder vil medføre udgifter, der overstiger prisen for klimasikring. Ved at investere nu kan vi undgå de enorme omkostninger og beskytte vores hjem mod klimaforandringer.”

Hvordan skal det finansieres?

Det store spørgsmål er, hvordan boligejerne skal finansiere klimasikring, for eksempel i form af diger. En undersøgelse fra Epinion viser, at knap halvdelen af de adspurgte boligejere ser beskyttelsen af deres boligværdi som den vigtigste grund til at klimasikre. Men 30 procent mener, at det økonomisk ikke kan betale sig.

“Den gode nyhed er, at danskerne er villige til at beskytte værdien af deres bolig. Desværre oplever mange boligejere, at det ikke er økonomisk rentabelt at klimasikre deres bolig. Men det kan betale sig i det lange løb,” siger Peter Jayaswal.

Derfor foreslår Finans Danmark, at det skal være lettere at realkreditfinansiere kystsikring. I dag er det de enkelte grundejere, der skal betale for eksempelvis diger, og det kan være en enorm økonomisk byrde. Med nye finansieringsmuligheder skal det være nemmere at gå sammen om beskyttelse mod oversvømmelser.

”Med vores forslag håber vi, at vi kan bidrage til at gøre det nemmere for boligejere at gå sammen om finansieringen af udgifterne forbundet med kystsikring. På den måde kan vi i fællesskab sætte gang i udbygningen af den samfundsvigtige kystsikring og beskyttelsen af danskernes boliger. Jo før, jo bedre,” siger Peter Jayaswal.

Køber du bolig i år? Så skal du vide, hvorfor de ‘glemte’ boliger forsvinder nu

Læs også: Køber du bolig i år? Så skal du vide, hvorfor de ‘glemte’ boliger forsvinder nu