Indsigt

USA: Er gifte kvinder i fare for at miste deres stemmeret?

Den republikansk-styrede Repræsentanternes Hus i USA har vedtaget et lovforslag, som kritikere advarer kan føre til, at millioner af vælgere bliver frataget deres stemmeret. En gruppe, der især bekymrer sig, er gifte kvinder.

USA: Er gifte kvinder i fare for at miste deres stemmeret?
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 13. april 2025

Den omstridte lov, Safeguard American Voter Eligibility Act (SAVE Act), blev oprindeligt introduceret af Texas-repræsentanten Chip Roy i 2024. Ifølge Roy og hans republikanske kolleger er loven nødvendig for at beskytte valgsystemet mod, at ikke-statsborgere stemmer – noget, der allerede er ulovligt og sjældent sker.

Men kritikere hævder, at loven vil gøre det markant sværere for mange amerikanere, herunder gifte kvinder, at registrere sig som vælgere. Årsagen? SAVE Act kræver, at folk, der ændrer deres registrering, fremviser dokumentation for både identitet og statsborgerskab. Et af de største problemer opstår for de omkring 83 % af kvinder, der tager deres mands efternavn efter ægteskabet, ifølge USA Today.

Hvad betyder SAVE Act for gifte kvinder?

Loven kræver, at navnet på din gyldige billed-ID eller pas stemmer overens med navnet på dit fødsels- eller naturalisationsdokument. Men det er her, mange gifte kvinder risikerer problemer. Ifølge loven er et vielsesbevis eller et dokument, der bekræfter navneændring, ikke tilstrækkeligt som bevis på identitet. Derfor kan de 69 millioner kvinder i USA, der har ændret efternavn ved ægteskab, ikke bruge deres fødselsattest til at bevise deres nuværende, lovlige navn.

Det betyder, at en kvinde, der ikke har et opdateret pas, potentielt kan blive forhindret i at udnytte sin grundlovssikrede ret til at stemme.

“Det er simpelthen en unødig byrde, fordi der ikke er noget problem med ikke-statsborgere, der stemmer,” siger Helen Butler, leder af Georgia Coalition for the People’s Agenda. Hun understreger, at loven reelt blot handler om at gøre det sværere for folk at udnytte deres ret til at stemme.

Selvom loven indeholder en bestemmelse, der giver staterne mulighed for at acceptere “andre beviser” på statsborgerskab, hvis der er uoverensstemmelser, er der stor usikkerhed om, hvilke dokumenter der vil blive accepteret.

“Den uklare formulering betyder, at gifte kvinder ikke nødvendigvis vil få lov til at bruge et vielsesbevis som dokumentation,” forklarer Ceridwen Cherry, juridisk direktør hos VoteRiders.

“Det føltes som et forræderi”: Canadas små virksomheder vender USA ryggen

Læs også: “Det føltes som et forræderi”: Canadas små virksomheder vender USA ryggen

Sværere at registrere sig

Advokat og republikaner Chip Roy afviser bekymringerne om, at gifte kvinder ville blive forhindret i at registrere sig som vælgere.

“Det er absurd spekulation,” siger han og understreger, at loven giver mange muligheder for at bevise statsborgerskab, og at staterne bliver pålagt at etablere processer for personer med uoverensstemmelser i deres dokumentation.

Men kritikere er ikke overbeviste. Wendy Weiser fra Brennan Center påpeger, at lovens bestemmelser om, at valgmedarbejdere kan blive straffet, hvis de registrerer en vælger uden dokumentation, kan føre til, at mange valgarbejdere ikke tør risikere fængsel og bøder. Det kunne gøre det langt sværere for kvinder, der har ændret navn, at blive registreret.

“Jo flere dokumenter, folk skal fremvise, jo sværere bliver det at registrere sig – uden nogen god grund,” siger Justin Levitt, professor i forfatningsret. Og han advarer om, at loven kunne føre til misbrug af valgmyndighedernes diskretion, hvilket kunne gøre det endnu sværere for nogle vælgere at få lov til at stemme.

Hvad sker der nu?

Loven er blevet vedtaget i Repræsentanternes Hus, men står overfor en hård kamp i Senatet, hvor syv demokrater også skal støtte lovforslaget. Imens hævder republikanerne, at loven er en nødvendighed for at beskytte valget mod snyd.

Trump-told rammer hårdt: Volvo fyrer op mod 800 ansatte i USA

Læs også: Trump-told rammer hårdt: Volvo fyrer op mod 800 ansatte i USA