Indsigt

Undersøgelse kårer Danmarks mest socialt ansvarlige bank

EPSI Rating Danmark har netop offentliggjort deres Bæredygtighedsrapport for finanssektoren, og her ligger Sparekassen Kronjylland øverst, når kunderne skal vurdere social ansvarlighed og ansvarlig ledelse. 

Undersøgelse kårer Danmarks mest socialt ansvarlige bank
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 26. oktober 2024

På social ansvarlighed og ansvarlig ledelse er Sparekassen Kronjylland helt i top i kundernes vurdering. Det viser ny undersøgelse fra EPSI Rating Danmark. Det skriver Ritzau.

I pressemeddelelsen fra EPSI Rating Danmark udtaler country manager, Sofie Breum:

“Vi ser et meget stærkt pengeinstitut i form af Sparekassen Kronjylland, der de seneste år har formået at levere på de ting, deres kunder efterspørger, særligt når det kommer til relation til kunderne, social ansvarlighed og generelt en pålidelig, ansvarlig måde at drive bank”

I Sparekassen Kronjylland er adm. direktør Klaus Skjødt glad for anerkendelsen.

“Siden Sparekassen Kronjylland blev etableret i 1829, har vi haft et formål om at gøre gavn. Det har vi særligt gjort med aktiviteter, sponsorater og donationer i de lokalsamfund, hvor vi er til stede, men også i den måde vi hjælper kunderne og som arbejdsplads. Derfor er jeg naturligvis meget glad for, at kunderne også oplever det i deres liv og lokalsamfund,” forklarer han.

Tilfredse kunder

EPSI Rating Danmark kunne tidligere på året fortælle, at Sparekassen Kronjylland har Danmarks mest tilfredse kunder på både privat og erhverv.

Bæredygtighedsindekset måler også på, om kunderne mener, at deres pengeinstitut bidrager til den grønne omstilling. Her ligger Sparekassen Kronjylland nummer seks på listen, og her ser Klaus Skjødt muligheder for forbedringer.

“Det har siden Sparekassens etablering været naturligt at fokusere på netop den sociale ansvarlighed samt ansvarlig ledelse. Vi er dog også meget bevidste om, at det i disse år bliver det stadigt vigtigere også at tænke klima og natur ind. Siden undersøgelsen blev gennemført, har vi blandt andet lavet en stor investering i at etablere en klimaskov på hele 170 hektar, hvor der udover klimaet også bliver fokus på biodiversitet. Så også på det område har vi store ambitioner i Sparekassen Kronjylland,” understreger Klaus Skjødt.

Tupperware reddet fra konkurs: Nyt ejerskab og strategi skal sikre fremtiden

Læs også: Tupperware reddet fra konkurs: Nyt ejerskab og strategi skal sikre fremtiden