IndsigtTurister bliver væk fra USA – det kan koste milliarder
USA kan miste op mod 90 milliarder dollars i 2025, da færre udenlandske turister besøger landet.
Færre udenlandske turister og boykot af amerikanske varer kan i 2025 koste den amerikanske økonomi op mod 90 milliarder dollars. Det viser nye beregninger fra Goldman Sachs.
Efter pandemien kom der ellers fart på den internationale turisme, men den tendens er nu vendt. Ifølge tal fra den amerikanske handelsstyrelse er antallet af flyrejsende til USA faldet med næsten 10 procent i marts sammenlignet med sidste år.
For mange udenlandske rejsende er det især politiske spændinger og hårdere grænsekontrol, der får dem til at tænke sig om en ekstra gang. En af dem er canadiske Curtis Allen, der tidligere har været fast gæst i Oregon.
“Vi bliver ikke bare hjemme,” siger han ifølge Yahoo Finance. “Vi tager afsted og bruger de samme penge et andet sted.”
Turisme som indtægtskilde
Turisme har ellers været en vigtig indtægtskilde for USA – sidste år brugte internationale rejsende over 250 milliarder dollars i landet. Men nye meldinger om hårdhændet behandling i lufthavne og politisk uro får mange til at vælge andre destinationer.
Især i det nordøstlige USA er faldet tydeligt. Her er hotelpriserne styrtdykket – og det kan hænge sammen med, at færre canadiere tager turen over grænsen, vurderer økonomer.
Hos turistbranchen i blandt andet Oregon forsøger man stadig at tiltrække besøgende fra udlandet, men direktør Todd Davidson erkender, at det er en usikker tid.
“Oregon vil ikke tage øjnene fra de internationale markeder,” siger han. “Vi er her, når vores udenlandske gæster føler sig klar til at vende tilbage.”
Danskere fravælger også USA
Tendensen ses også blandt de danske turister. I årets første kvartal har flere danske rejsebureauer rapporteret en markant nedgang i antallet af rejser til USA, og det tyder på, at den Trumps toldkrig nu får danskerne til at droppe drømmerejsen over Atlanten.
Ifølge DR melder rejsebureauerne om nedgang i salg på op til 50 procent, og flere peger på, at de politiske spændinger spiller en afgørende rolle i beslutningen om at vælge andre feriemål.
Niels Amstrup, direktør i Jysk Rejsebureau, peger på den politiske situation i USA som en vigtig årsag:
“Vi kæder det helt sikkert sammen med, at nogle stemmer med ‘fødderne’ og ikke synes, at de har lyst til at rejse til USA, når Trump fører den politik, som han gør,” fortæller han til DR.