IndsigtTrump-told var ved at vælte Apple – nu ånder de lettet op
Med truslen om 125 % i told på kinesiskproducerede varer kunne tech-giganten have stået over for sin største udfordring siden coronapandemien. Men i sidste øjeblik trak Donald Trump bremsen – og det redder formentlig både iPhones og Apple fra en milliarddyr hovedpine.
Fredag aften fik Apple en længe ønsket gave fra Det Hvide Hus: En række populære produkter – herunder iPhones, iPads, MacBooks, Apple Watches og AirTags – blev fritaget for den voldsomme told, der ellers truede med at sende priserne i vejret.
“Det er en kæmpe lettelse for Apple,” lød det fra Evercore-analytiker Amit Daryanani i en kommentar lørdag. “Tolden ville have ført til markant prisinflation.”
Ifølge Yahoo Finance vil Trump-administrationen samtidig droppe den planlagte 10 % told på importerede elektronikvarer fra andre lande – endnu et win for Apple, der er afhængig af global produktion.
Nødplan var i gang
Inden told-lempelsen var Apple allerede i gang med at lægge en nødplan: at rykke dele af iPhone-produktionen til Indien, hvor man hurtigere kunne få en billigere løsning klar til det amerikanske marked. Med over 30 millioner iPhones i produktion årligt i Indien, ville det dække en pæn del af efterspørgslen i USA.
Men det er ikke bare lige til. Apple er midt i planlægningen af den næste iPhone-lancering, og det meste af produktionen foregår stadig i Kina. Internt har det skabt bekymring – især hvis Apple pludselig skulle presse nye leverandører, hæve priserne eller overbevise forbrugerne om, at det hele stadig er “worth it”.
Og selvom tolden nu er midlertidigt lettet, lurer nye problemer i horisonten. Flytter Apple for hurtigt væk fra Kina, kan landet finde på at slå igen – og Apple har meget på spil. Kina står for omkring 17 % af Apples samlede omsætning og er hjem for en lang række Apple-butikker.
Apple har ifølge CNBC tabt over 640 milliarder dollars i markedsværdi, siden toldplanerne blev meldt ud.