ArtiklerTo milliarder kroner til læring skal fastholde og sikre nye soldater
Forsvarets ansatte får igen mulighed for at uddanne sig som led i et politisk forsøg på at fastholde og rekruttere flere soldater.
Det er en del af en aftale på 2,2 milliarder kroner, som er indgået mellem Forsvarskommandoen samt to fagforeninger i Forsvaret. Det fremgår af en pressemeddelelse mandag.
– Nu får soldaterne på baggrund af deres tid i Forsvaret mulighed for med fuld løn at efteruddanne sig, så der tages højde for deres egne ønsker og karriereplaner, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i meddelelsen.
Uddannelse var del af en delaftale på forsvarsområdet fra maj 2024.
Det er Centralforeningen for Stampersonel og Hærens Konstabel- og Korporalforening, der har indgået aftalen om en opkvalificeringspulje for allerede ansatte og en ny ansættelsesform for nyansatte.
Muligheden for at videreuddanne sig bliver “væsentligt forbedret” og kan bruges til at tage alle offentligt anerkendte uddannelser i Danmark ifølge meddelelsen.
Med den nye ansættelsesform får nyansatte mulighed for at tage en uddannelse med løn efter mindst fire års ansættelse.
Målet er at få soldater til at blive længere tid i Forsvaret, fordi de ikke skal bekymre sig om at skulle være på SU, hvis de vil have en ny uddannelse senere i livet, hvor man typisk har flere udgifter.
Tidligere eksisterede der en lignende ordning i Forsvaret. Den blev kaldt Civil Uddannelse, men blev sparet væk i forbindelse med forsvarsforliget i 2013.
Den fungerende forsvarschef Michael Hyldgaard glæder sig over aftalen.
– Forsvaret skal have mere kampkraft. Det er derfor afgørende, at vi kan fastholde dygtige medarbejdere i Forsvaret. Jeg er glad for, at soldaterne nu får ret til uddannelse med løn. Ingen kampkraft uden soldater, siger han i meddelelsen.
Derudover gives der mulighed for at tilkøbe yderligere ret til uddannelse med løn mod en reduktion i løn og pension. Den nye ansættelsesform omfatter nyansatte med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2025.
Der er afsat cirka 900 millioner til opkvalificeringspuljen og cirka 1,3 milliarder kroner til den nye ansættelsesform i forligsperioden.
Der har været en debat om, hvorvidt uddannelse er nok til at sikre nok soldater, eller om der skal ske et løft af lønnen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde i sidste uge, at løn er en del af regeringens overvejelser uden at komme det nærmere.
Forsvarsministeren har flere gange afvist højere løn til soldater og henvist til, at det forhandler arbejdsmarkedets parter om.
Regeringen har dog tidligere brugt tre milliarder kroner til et lønløft til eksempelvis fængselsbetjente, pædagoger og sygeplejersker.
Forud for det konkluderede en lønstrukturkomité i 2023, at der ikke var nogen stor uretfærdighed i soldaternes løn, hvilket mødte kritik fra soldaterne.
Det har ikke været muligt for Ritzau at få et interview med forsvarsministeren eller forsvarschefen.
/ritzau/