Investering

Tesla-aktien stiger markant efter Trumps valgsejr

Tesla-aktierne tog et kæmpe spring på næsten 15% onsdag, efter at Donald Trump vandt præsidentvalget i USA.

Tesla-aktien stiger markant efter Trumps valgsejr
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 7. november 2024

Det har betydet en øget markedsværdi for Tesla på omtrent 120 milliarder dollars. Trumps valgsejr ser ud til at kunne få stor betydning for Tesla og især for virksomhedens administrerende direktør, Elon Musk, som har tæt forbindelse til den nyvalgte præsident. Det skriver Reuters

Elon Musk donerede i starten af oktober 43,6 millioner dollar til “America PAC” som har haft til formål at støtte Trumps kampagne, hvilket betyder, at han i alt har brugt over 132 millioner dollars på politiske formål i år. Det skriver Yahoo Finance.

Det er en af de største beløb, der er brugt på en politisk kandidat og parti. Som tak har Trump lovet Musk en rolle i sin administration og foreslået, at Musk kunne stå i spidsen for en kommission til at gøre regeringen mere effektiv.

Musk har i forvejen stor indflydelse i USA, især på grund af sin rolle som leverandør til det amerikanske forsvarsministerium via sin Starlink-satellitbredbåndstjeneste samt sin position som Tesla-direktør. En ny analyse peger på, at Tesla også kan drage fordel af potentielle højere toldsatser på kinesiske varer, hvilket kan give Tesla en stærkere position i forhold til konkurrenter, som er mere afhængige af kinesiske leverandører.

Forsvarsaktier er blevet rasende populære

Læs også: Forsvarsaktier er blevet rasende populære