IndsigtStor efterspørgsel på julehjælp – 3.600 ansøgninger på ét døgn
I denne uge blev der åbnet for ansøgninger til julehjælp hos Blå Kors Danmark, og aldrig før har hjælpeorganisationen oplevet så stor interesse for julehjælp.
Blå Kors Danmark har oplevet en massiv efterspørgsel på julehjælp i år. På blot et døgn har hjælpeorganisationen modtaget 3.600 ansøgninger fra økonomisk trængte familier, hvilket er en stigning på 20 procent i forhold til sidste år. Denne markante vækst kommer allerede få minutter efter, at der blev åbnet for ansøgningerne. Det skriver Ritzau.
Generalsekretær Morten Skov Mogensen udtrykker stor bekymring over det stigende behov:
“Det er en voldsom stigning, vi oplever, og det er stærkt bekymrede, at så mange ser sig nødsaget til at sidde klar for at søge om julehjælp. Det vidner om, hvor pressede mange familier er økonomisk,” siger han til Ritzau.
Blå Kors Danmark uddeler julehjælp til børnefamilier, hvor forældrene er på overførselsindkomst og har hjemmeboende børn under 18 år. Hjælpen består af et gavekort på 700 kroner til dagligvarekæden Lidl, der kan bruges til julemad og andre nødvendigheder i højtiden.

Flere har brug for julehjælp
I 2023 modtog Blå Kors over 18.000 ansøgninger, hvilket var en stigning på 52 procent fra året før. Med det store antal ansøgninger allerede inden for de første 24 timer i år, forventer organisationen endnu en rekord.
“Vi vil gerne hjælpe så mange som muligt, men det bliver en udfordring, hvis antallet af ansøgninger fortsætter med at stige. Vi håber, at virksomheder, fonde og private vil støtte os, så flere familier kan få en god jul,” siger Morten Skov Mogensen.
Sidste frist for at ansøge om julehjælpen er den 21. november kl. 12.