ArtiklerStatsministeren: Europa skal gøre sig selv stærkt
Statsminister Mette Frederiksen sad sammen med mange andre europæere i salen og måtte tage imod en del hårde ord fra den amerikanske vicepræsident J.D. Vance, da han holdt sin tale på sikkerhedskonferencen i Berlin.
Vance kritiserede Europa for at være splittet og hævdede, at den største trussel mod Europa lige nu kommer indefra.
Alligevel udviste Mette Frederiksen ingen trang bagefter til at give igen mod USA, som hun stadig anser som Danmarks vigtigste allierede.
– Amerikanerne siger rigtigt meget i disse uger. Jeg vil opfordre europæerne til, at vi gør os selv stærke.
– Vi lever i en urolig verden og ved ikke, hvad der kommer til at ske de næste måneder og år.
– Derfor er det vigtigt, at vi opruster, så vi kan modstå russerne, sagde hun til de fremmødte danske journalister i en pause i programmet.
Modsat Vance mener Mette Frederiksen, at Rusland er den største trussel mod fred i Europa.
– Jeg tror ikke, at Putin stopper ved Ukraine. Giver vi ham lov til at tage dele af Ukraine, tror jeg, at han kommer til at fortsætte, siger statsministeren.
Hun er enig med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, der har givet udtryk for, at det kan blive nødvendigt at slække på EU’s budgetregler for at kunne finansiere oprustningen i Europa.
– Vi bliver nødt til at tage alle redskaber i brug, når vi står over for den militærtrussel, som vi gør.
– Vi bliver nødt til at få løsnet op på økonomien, så vi kan investere i vores eget forsvar og vores egen forsvarsindustri.
– Det er hævet over enhver tvivl, og det kommer til at ske inden for relativt kort tid, siger Mette Frederiksen.
Sikkerhedskonferencen i München fortsætter weekenden ud.
/ritzau/