Indsigt

Skattespecialister bliver revet væk

Skatteminister Rasmus Stoklund (S) roser professionsbacheloruddannelsen i skat på KP, hvor ledigheden blandt dimittenderne er ikke-eksisterende

Skattespecialister bliver revet væk
Skatteminister Rasmus Stoklund (S) taler med studerende på professionsbacheloruddannelsen i skat på Københavns Professionshøjskole Foto: Asger Hunov, Københavns Professionshøjskole
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 11. november 2024

Da Københavns Professionshøjskole for knap tre år siden sendte de allerførste professionsbachelorer i skat ud på arbejdsmarkedet, så var det med en vis spænding. Da det altid er lidt usikkert, hvordan arbejdsgiverne tager imod en helt ny faggruppe.

Nu viser nye tal, at dimittendledigheden blandt KP’s skattespecialister er rekordlav. Blot 0,3 % af de nyuddannede professionsbachelorer i skat er ikke i job. Det er langt mindre end gennemsnittet blandt professionsbachelorer helt generelt, hvor dimittendledigheden ligger på 5,3 %.

Skatteminister Rasmus Stoklund (S) var derfor en tur forbi Campus Sigurdsgade på Nørrebro for at tale med både nuværende studerende og nyuddannede professionsbachelorer i skat samt deres undervisere, der kunne gøre ham klogere på uddannelsen.

”Jeg synes, at det har været rigtig positivt at møde både nye studerende og nyuddannede dimittender. Og høre dem fortælle, hvordan de har oplevet en rigtig god sammenhæng mellem det, som de har lært på uddannelsen, og det de skal bruge ude på arbejdspladsen bagefter”, siger Rasmus Stoklund.

”For det er jo det, som vi en gang imellem støder på – på nogle andre uddannelser. At der ikke er den gode sammenhæng. Så det er flot klaret, når man tænker på, at uddannelsen stadig er ret ny”.

Godt modtaget på arbejdsmarkedet

På professionsbachelor i skat møder de studerende fag som fx personbeskatning, formueret, moms, juridisk metode og forvaltningsret, skatteforvaltningsret og skattestrafferet.

Skatteminister Rasmus Stoklund talte under besøget på KP med 23-årige Tugce Coskun og 25-årige Ilias Zine. De er begge blandt de første årgange på skatteuddannelsen. Tugce Coskun er i dag konsulent hos Deloitte, mens Ilias Zine er fuldmægtig i Skattestyrelsen.

”Det er en ret fed mulighed for at få lov til at præsentere sin uddannelse, når den nu er så ny. Arbejdsgiverne er virkelig interesserede og spørger meget ind til fagene på skat. Og praktikforløbet er ret nyt for dem, da de normalt er vant til uddannelser fra fx CBS, hvor der ikke er praktik. Så jeg har følt mig meget velkommen”, siger Tugce Coskun.

”Der har været en virkelig god sammenhæng mellem teori og praktik på vores uddannelse. Man kan tydeligt mærke, at der er rift om os. Jeg tror ikke, at jeg kender en eneste fra min årgang, som ikke er i job i dag. Og de fleste af dem har også fået job gennem deres praktikforløb”, supplerer Ilias Zine.

Så mange danskere er ok med butikstyveri

Læs også: Så mange danskere er ok med butikstyveri

Udbrede kendskabet

Ifølge Annegrete Juul, dekan på det Pædagogiske og Samfundsfaglige Fakultet på KP, så er skatteuddannelsens største udfordring, at den endnu ikke er kendt nok blandt potentielle studerende. Derfor håber hun, at skatteministeren vil være med til at udbrede kendskabet – blandt andet ved flere brobygningsaktiviteter på landets gymnasier.

”Vi har her en uddannelse, som er udviklet i tæt samarbejde med aftagerne. Hvor både studerende og arbejdsgiverne giver den topkarakter, og vores dimittender rives væk. Det er synd og skam, at den stadig er lidt ukendt i omverdenen”, forklarer Annegrete Juul.

Det var tidligere uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), der tilbage i 2017 godkendte KP’s skatteuddannelse – som en del af løsningen på alle de arbejdsopgaver, der hober sig op i skattevæsenet. Siden har uddannelsen bredt sig til andre professionshøjskoler i hele landet. Københavns Professionshøjskole optager 53 studerende på professionsbachelor i skat om året.

/ Ritzau

Butiksdøden har også ramt København

Læs også: Butiksdøden har også ramt København