Bolig

Skal boligpriserne op eller ned i 2025?

Troen på stigende boligpriser er steget markant det seneste år. Ifølge en ny undersøgelse fra Boligsiden er optimismen omkring boligmarkedet stærkt voksende, og mange ser frem til prisstigninger i 2025.

Skal boligpriserne op eller ned i 2025?
Mille Skjold Madsen
Af Mille Skjold Madsen 3. februar 2025

Kommer huspriserne til at stige mere end tre procent i 2025? Det mener 41 %af brugerne på Boligsiden, ifølge en ny undersøgelse der blev gennemført i januar i år. Og det er markant flere end i januar 2024, hvor 24 % forventede prisstigninger på over tre procent.

”Der er sket en udvikling, hvor langt flere tror på, at huspriserne vil stige mere markant. Det kan skyldes generel optimisme i forhold til dansk økonomi og forventninger om, at renterne enten holder sig i ro eller falder i 2025. Sidste år på samme var der lidt flere faktorer, der trak den anden vej, fx større usikkerhed om renteudviklingen,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

Optimismen overgår pessimismen

Ifølge undersøgelsen er der samlet set 68 % der tror på stigende huspriser, mens 9 % tror på uændrede priser. Kun 15 % af deltagerne mener, at boligpriserne vil falde – enten mere eller mindre.

”Hvis man selv bor i et område, hvor huspriserne er gået i stå eller endda falder, kan det være svært at bevare optimismen. Men ser vi på gennemsnittet for hele landet, er det sandsynligt, at priserne vil stige,” siger Birgit Daetz.

Så mange penge bruger vi på bolig

Læs også: Så mange penge bruger vi på bolig

Økonomerne er enige

Økonomerne i de store banker er også enige i den positive udvikling. Flere har udtalt, at de forventer en stigning i boligpriserne på mellem 4 og 5 % i 2025. Prognoserne viser, at væksten i boligmarkedet ikke kun vil være koncentreret i hovedstadsområdet, men også vil kunne mærkes i flere regioner rundt omkring i landet.

Optimismen skyldes især høj beskæftigelse, stigende lønninger og stabilitet i både inflation og rentemarkedet, hvilket giver økonomerne tro på, at boligmarkedet vil udvikle sig positivt i det kommende år.

Vil du bo i Los Angeles? Gør klar til at bruge 78 % af din løn på husleje

Læs også: Vil du bo i Los Angeles? Gør klar til at bruge 78 % af din løn på husleje